konversationer.dk

Dette kunne være tegnet på, du har trukket bordherren fra helvede, ham som på femte decimal kan fortælle, hvad 0,25 % forhøjelse af den korte rente vil betyde.
Men det kan også bare være et af tidens tegn: Penge er blevet legalt som samtaleemne og væk er tidligere tiders dogme om, at det var decideret uopdragent/plebejisk at nævne den slags.

Forklaringer kan der være mange af. Den mest oplagte er, at penge har bevæget sig fra at være et luksusgode til allemandseje. Når ”man” ikke talte om penge, var det underforstået at ”penge, det er noget man har”. Hvilket dengang kun var tilfældet for omkring de mest velbjærgede 10-15 % af befolkningen.

”Jamen, her i landet kan vi jo tale om ALT…”
I dag er pyramiden vendt på hovedet, og det var indtil for ganske nylig kun få i Danmark, som ikke havde råd til fladskærms-tv, charterrejser og lørdagsculotter.
Mange af dem, der engang havde penge, er nu blanket af og må fremvise deres herresæder mod betaling eller omdanne dem til kursussteder. 80’ernes yuppier og guldflippere var med til at gøre det normalt at tale om penge i alle sammenhænge, også selv om man naturligvis tog afstand fra deres blærede livsstil i øvrigt. Og desuden har vi allesammen lært i børnehaver og fritidsordninger, at man kan tale helt frit om ALT: sengevædning, forældresex, frygt for børnelokkere, lommepenge. Kort sagt, banen har været kridtet op i årevis og penge er nu det naturligste samtaleemne i verden.
Det har vi samlet en række eksempler på.

Hår på brystet?
Man kan påstå, at realkreditlån og diverse konverteringsbølger var noget af det, som for alvor gav ”penge” en topplacering som konversationsemne.
Man kan også påstå, at realkreditlån efterhånden kan siges at nærme sig begrebet livsstilsprodukter. Ganske som man ifører sig en (blytung og alt for varm) Canadian Goose jakke for at signalere macho outdoor lifestyle, kan man vælge et 1-årigt flexlån for at signalere at man 1) har is i maven og ikke er en tøsedreng 2) har råd til at tage tabet, selv om renten skulle fucke fælt op 3) har tilstrækkelig indsigt i økonomi til at vide, at udsigterne til stigende renter er små.
Og vupti, pludselig er det lån, man vælger, med til at tegne konturerne af ens personlighed. Hvilket igen gi’r ham med flexlånet mulighed for at håne ham med det fastforrentede 6 % for at være en sikkerhedssøgende bangebuks. Så er vi tilbage i skolegården igen.

Lønfortrolighed? En by i Rusland!
I gamle dage i 1990’erne var løn noget, der forblev mellem chef og ansat (og lønningsbogholderiet). I dag diskuterer man sin løn til højre og venstre. Både den regulære løn, diverse frynsegoder, pensionsbidrag, antal af omsorgsdage og den slags bli’r lagt frem og sammenlignet med de kolleger, man gider diskutere den slags med. Dels af nysgerrighed, dels som sikkerhed for ikke at blive snydt – og endelig kan en solid forhøjelse jo være praktisk at vifte om næsen på kollegerne (æv bæv se hvor meget jeg er værd).

Uh, den kostede godt nok 256.000 den Kvium
Det var førhen også meget dårlig stil at fortælle, hvad man havde betalt fx for et kunstværk. I dag er det simpelthen en måde at indlede en samtale på, og det er helt naturligt at følge op med, hvordan man regner med at netop dette Kvium med den galdegrønne afklædte kvinde med hængebrysterne vil stige til det 10-dobbelte inden for en overskuelig årrække.
På den måde opfylder man to formål på en gang: Man får demonstreret at man har tjek på det kulturelle og er i stand til at læse andet end de tørre talkolonner bagest i Børsen. Og samtidig får man vist, at man sagtens kan kombinere kultur med god forretningssans. For det er alt andet lige lidt smartere at investere i noget, der har bevist sin værdi, frem for at håbe på at det besynderlige smøreri af ”den unge lovende XX” nogensinde vil blive mere værd end de 5.000 kr., det er til salg for lige nu.

Fedt køkken. Hva’ har I givet for det?
Køkkenet er nok de seneste års mest rendyrkede eksempel på, hvordan man kan iscenesætte sig selv, sin familie, sine værdier og, ikke mindst, sin økonomi. I takt med at hverdagen opleves mere hektisk, perfektionskravene øges, og vi alle forventer 120 % succes i alle livets forhold, så er køkkenet gået hen og blevet übermarkøren på, om vi nu også er lykkedes med vores livsprojekt.
Og det er ikke kun et spørgsmål om at købe dyrest muligt, derfor skal man tænke sig godt om, før man svarer på, hvad det har kostet. Køkkenet er nemlig blevet symbolet på, om man dur som menneske:
Har man overvejet prisen i forhold til afsavn på andre fronter?
Har man indtænkt venners børn og hunde = er man overskudsmenneske eller det modsatte. Udviser man mod og originalitet eller har man den samme alt for dyre røde Kitchen Aid blender, som alle andre?
Og har man personligt mod nok til at fravælge den massive mahogni fra den truede regnskov og i stedet vælge den mere ydmyge skovfyr fra Södertälje?

12.500 for den fladskærm? Det må du ku’ gøre bedre …
Før i tiden var det kun noget, man hørte om, når danskere havde været i Marokko eller andre eksotiske steder: Altså det med at prutte om prisen.
I dag behøver man kun tilbringe ganske få minutter i en forretning med langvarige forbrugsgoder for at høre danskere forsøge sig i prutningens ædle kunst: ”Hva’ hvis jeg nu betaler kontant …”, ”Ja, jeg kan jo få den mindst 25 % billigere på nettet …” og andre friske forsøg.
Går den, så går den, og det gør den som regel. Det er i hvert fald pænt svært at forlade en dansk detailhandler i dag uden at have fået et godt tilbud i betalingsøjeblikket.

Hvor meget bruger I på mad?
Helt traditionelt, tilbage dengang hvor konen fik husholdningspenge af manden, var dette spørgsmål total irrelevant. Far bestemte, hvad mor skulle ha’, sådan var det bare. Og for den gode og sparsommelige husmor blev det en dyd at få pengene til at slå til – om det så skulle indebære grøddage og andre rædsler.
I dag hvor begge arbejder og ansvaret flyder, er der helt anderledes frie tøjler til at bruge løs. Og selv om danskerne stadig er et af de folk i Europa, der bruger procentuelt mindst på fødevarer, så bli’r det da til penge.
Erhvervskvinder og -mænd lader sig hellere end gerne interviewe om, hvad de køber i supermarkedet og hvad de sådan cirka bruger til mad & drikke pr. måned. Og har disse mennesker behov for at signalere økonomisk ansvarlighed, er det da så nemt som at klø sig i nakken: ”Jo, vi køber da også bleer og lokumspapir i Kiwi”.

Hva’ har du givet for den Grüner Veltliner?
Grüner Veltliner er som bekendt en østrigsk vin (opkaldt efter druen af samme navn), der pludselig fik kultstatus for nogle år siden. Det er så dette nyhedsbrev uvedkommende, men det er prisen på Gruu-Vee ikke. Det er nemlig hverken uopdragent eller upassende at spørge ind til, hvad værtsparret har givet for den, når den nu bli’r hældt i glassene til den thai-inspirerede forret. Det er tværtimod en åbning, som vil give værten mulighed for at 1) demonstrere vinekspertise ved at udbrede sig om, hvilke alternativer der var i spil 2) demonstrere indsigt i hvor man finder den rette produktsparring i detailleddet, alternativt hvor på nettet man med fordel kan handle vin 3) demonstrere godt købmandsskab ved at fortælle, hvor meget han fik presset prisen.

Vi håber, du har fået ammunition til at byde ind med et par økonomiske godbidder næste gang parmiddagssamtalen lander på det emne. Ellers må du jo selv hjælpe samtalen på vej: ”Lækker hummer. Hvad måtte I gi’ for den?”.

Dette indlæg blev udgivet den fredag, 5. september 2008 kl. 08:08 og er gemt i Arkiv. Du kan følge alle svar til dette indlæg via RSS 2.0-feedet. Du kan skrive en kommentar, eller sende et trackback fra dit eget site.