Fra Sunrise
Det, du skal vide, hvis du far en til bords der siger...

Arkiv for oktober 2009

#16 – Skal vi dele en CO2-neutral taxa hjem?

torsdag, 29. oktober 2009

Klimaet er hot! Og vi hentyder ikke til, at klodens temperatur stiger. Miljøet er simpelthen bare stangsmart. Grøn er den nye sort.

Vi har hørt om drivhuseffekt og CO2-udledninger i tre årtier - men pludselig er budskaberne trængt igennem. Endelig er vi villige til at gøre vores del for at undgå den forestående (/igangværende) klimakatastrofe.

Som beskrevet i sidste nyhedsbrev, er det en del af det paradigmeskifte, vi oplever netop nu. Den nye tidsånd: større fælles ansvarlighed.

Uh, det lyder dyrt, tænker erhvervsmanden m/k. Og ja, det er ikke gratis at være moderne. Men kunderne er faktisk overraskende villige til at tage deres del af regningen. Vi kigger derfor på klimafashion gennem økonomibrillen - har vi råd til at lade være?

Lad os bare starte med vognparken

Endelig var det blevet legitimt at køre rundt i et benzinslugende monster af en firhjulstrækker - selvom man hverken havde heste, herregård eller jagttegn. Det var helt ok at dyrke den indre drengerøv. Og så længe man selv betalte for den suppe, de 12 cylindre slugte, skulle andre ikke blande sig.

Så skete der noget. 4×4 var ude i kulden, hurtigere end du kan sige Skattereform. Men ikke kun pga. ændrede afgiftsregler: Det blev bare et helt helt forkert signal. Nu taler man hånligt om mænd, der har brug for at stive (dårlig) selvtillid af med en muskelbil, og aktivister møder en vis opbakning, når de skærer monsterbilernes dæk op.

Inde i varmen er til gengæld de nye mikrobiler, hybridbiler og andre transportmidler, der kører langt på literen og udleder mindre CO2. En del af det regnestykke handler også om bildelenes genanvendelighed; William McDonough og Michael Braungarts fra vugge til vugge-principper har vundet indpas i bilindustrien. Det er indlysende god økonomi, når der går 1350 kg genanvendelige materialer til en bil, der vejer 1350 kg - i stedet for 15.000 kg.

Læg også mærke til, at bilernes lak ikke længere skal være sort eller sølvgrå. Den skal være hvid som nyfalden sne. Hvid signalerer nemlig grøn.

Naturlig energi får oprejsning

Kender du typen, som har solceller på taget og en vindmølle i baghaven? Billedet er ganske anderledes i dag end i 80’erne og 90’erne. Væk er den piberygende, langskæggede, sandal- og hønsestrikklædte hippie. I stedet er trådt det tjekkede, visionære medlem af den kreative klasse. Vedvarende energi er 100% overskud, god stil og god karma.

Også erhvervslivet kan se fidusen. Investeringer i vedvarende energi, såvel vind som bølger, er den sikre vej til forsiden af Berlingske Nyhedsmagasin. Og det er ikke bare sundt for imaget. The Sunday Times offentliggjorde i marts The Green Rich List over de milliardærer, der har investeret mest i vedvarende energi. Et område, der på ingen måde er recessionsramt, skulle vi hilse og sige. Formuer, skabt i Silicon Valley, yngler nu i nye grønne projekter.

Har man ikke selv aktier i vindmølleparkerne, kan man i stedet arbejde målrettet mod at gøre virksomheden mere klimavenlig.

CO2-neutral A/S

Virksomheder, der er med på noderne, er CO2-neutrale. Blandt de mere pudsige tiltag på den front, finder vi den CO2-neutrale hjemmeside. Vi genkender den på logoet og forundres over, hvordan noget så elektrisk som en hjemmeside kan opnå den status? Det er også lidt kringlet. Men det handler selvfølgelig om de berømte CO2-kvoter - eller emissioner som de hedder på EU-sprog.

Firmaet Ingen CO2 køber simpelthen noget CO2-kvote, som cleares hos Energistyrelsen i Danmark og i Sverige. De kvoter kan så ikke bruges af andre. At det går rigtigt for sig, er Deloitte garant for. Det er altså IKKE bare en form for aflad, hvor man køber kvoter hos mindre svinende lande. Ved hjælp af ordningen presser man sine leverandører til at købe mere miljøvenlig energi.

Med mindre leverandørerne - som DONG - bare køber flere kvoter i Kina, selvfølgelig.

Kejserens nye klæder eller fremtiden? Et blik på kundelisten siger os, at Ingen CO2 har fat i noget. Når man sviner som virksomhed, skal man altså selv betale for det - også selvom det er ens kunder, der reelt bruger strømmen ved at surfe på din hjemmeside.

Historien melder intet om, hvorvidt forbrugerne har en præference for de CO2-neutrale hjemmesider, men en ny undersøgelse viser, at vi er klar til etisk indkøb, når det gælder dagligvarer.

I holder snitterne fra min bøf

Forbrugerrådet udsendte 1. oktober resultatet af en undersøgelse om fødevarer, klima og etik. Den viser helt entydigt, at vi er parate til at tage ansvar og reducere vores bidrag til klimabelastningen igennem vores indkøb - også selvom varerne bliver dyrere. Hele 89% siger faktisk ja til det!

Problemet er imidlertid, at vi forbrugere ikke rigtig er klar over, hvordan vi handler mere klimavenligt. Vi ser den forestående oplysningskampagne for os.

De fleste er også parate til at ændre madvaner - dog med undtagelse af kødet. Selvom vi faktisk godt ved, at kødproduktion er den store CO2-synder. Grød kan være nok så trendy, men et er kødfri dag - noget helt andet er endegyldigt farvel til koteletten.

Kød har til alle tider været symbolet på velstand: fra juleskinke til lørdagsbøf. Det er kun de fattige (eller dårlige jægere), som ikke kan give familien kød på bordet. Indgroede sociale vaner vejer således tungere end vores lyst til at redde verden. Frelsen ligger måske i modediller?

Din gamle matematiklærer så det først

Modehusene piver og med god grund. For hvor unge fashionistas for blot to år siden var skrevet på venteliste for at få lov til at købe den nye Vuitton/Gucci/Prada-taske, så er 100 kroners-muleposen tilbage for fulde gardiner. Indkøbsnettet er totally must-have.

Uffe Buchardt stod for et år siden i spidsen for Break the Habit-kampagnen for Dansk Røde Kors, som skulle sætte fokus på vores brug af plastikposer. Denne sommer fulgte Netto i hælene med en serie muleposer, designet af allestedsnærværende Kristian von Hornsleth. Muleposerne var påtrykt paroler som: You know what to do, Products of love osv. Alle disse initiativer er kraftigt inspireret af Wholefood og Anya Hindmarch‘ I’m NOT a plastic bag-kampagne fra 2007. Onde tunger kalder denne form for miljøhensyn for ”afladsaktivisme”, men shoppende, unge kvinder er en naturkraft, man ikke skal undervurdere.

Spørger man Coops informationsdirektør Jens Juul Nielsen, er salget af plastikposer dog ikke faldet nævneværdigt under muleposens sejrsgang. ”Glemsomhed går aldrig af mode” er forklaringen. Men han erkender samtidig, at genanvendelige poser er fremtiden. I Storbritannien er det ligefrem blevet et konkurrenceparameter i detailhandlen at kunne tilbyde klima- og miljøvenlige alternativer til plastikposen.

I udlandet er supermarkedskæder – med Wal-Mart i spidsen – også begyndt at stille krav til deres underleverandører om, at de udviser ansvarlighed og bæredygtighed i produktionen. I Storbritannien bliver de ganske enkelt smidt af hylderne, hvis ikke de opfylder kravene. Coop er nu i gang med et lignende initiativ og har bedt om CO2-regnskab fra deres leverandører. Arla er faktisk allerede klar, fordi den store samhandelspartner Tesco i England kræver det, men danske forbrugere får ikke lov til at se tallene på emballager, før det bliver et fælles krav til industrien.

Jeg har virkelig reduceret mit CO2-fodaftryk

Amerikanerne har i mange år talt om Carbon footprint. Det handler om den enkeltes CO2-udslip gennem et helt liv; altså det vi efterlader til næste generation. Carbon footprint er noget mere mundret end oversættelsen, som flere ellers har forsøgt at indlemme i det danske sprog.

Klima- og energiministeriet prøver at sige det på en anden måde: 1tonmindre.dk - fordi vi hver især rimeligt nemt kan spare 1 ton CO2. På hjemmesiden kan du beregne dit eget udslip og aflægge et klimaløfte (!). Det er der indtil videre 89.000 danskere, der har gjort.

(Her springer det straks  i øjnene, at hjemmesiden ikke er CO2-neutral. Connie tror tilsyneladende ikke helt på ideen).

Vi får selvfølgelig lyst til at klikke på Hustesteren - for der er rigtig mange penge at spare, når man nedbringer boligens udslip. Det sender os videre til energisparebolig.dk, hvor Ministeriet er gået i partnerskab med overraskende mange virksomheder: STARK, Danske Bank, Byggecentrum, Rockwool, Realkredit Danmark m.fl. Alle de steder, hvor man kan købe materialer eller låne penge til udbedringer af boligen. Vi redder klimaet, og klimaet redder byggebranchen.

Forhold dig helt CO2-neutral

Når du ringer 32 51 51 51 til Amager Øbros taxa-selskab og bestiller en grøn eller CO2-neutral taxa, så koster det faktisk ikke ekstra for dig. Det er vognmændene og selskabet, der betaler gildet. Igen er det de entreprenante gutter fra den CO2-neutrale hjemmeside, der står bag initiativet. Ud over taxaerne er der i øvrigt en del transportfirmaer, der er hoppet med på vognen.

Det er ikke noget, der ruinerer dem. 100.000 km i en Skoda Superb koster fx under 1.500 kr. Og ja, selvfølgelig gør det da en forskel. Mange bække små osv. Så længe det ikke bliver en sovepude, der forhindrer os i at gøre en REEL indsats.

Klimahensynet er stadig ungt. Derfor er mange virksomheder forståeligt nok lidt famlende, når de forsøger at ride med på bølgen. Vi har en fælles fornemmelse af, at morgendagens vindere er dem, der tænker klimaansvar ind som en del af selve forretningsideen. Det er bare ikke noget, vi ændrer på en time. Så indtil da må vi sminke klimaprofilen med diverse CO2-neutrale duelighedstegn.

Men på den lange bane bliver det nu nok smartere at køre Metro end ”CO2-neutral” Mercedes taxa. Næste vinter.