konversationer.dk

Politik er blevet allemandseje. Det burde det i virkeligheden altid ha’ været, kan man indvende. Men hånden på hjertet: For rigtig mange er ”repræsentativt demokrati” synonymt med, at når først de folkevalgte er valgte, så går vi ud fra, at de varetager vores interesser de kommende fire år. Det er jo ligesom aftalen.

Ergo behøver vi ikke spekulere på politik i mellemtiden.

Hvad politikerne render og vedtager af lovpakker på Christiansborg og i Bruxelles, har derfor ikke den store interesse. (Helt anderledes stor opmærksomhed får de, hvis de i stedet for at passe taburetten foretager sig noget dumt/romantisk/forbryderisk/fordrukkent).

Kilde: BT.dk

Nogenlunde sådan var det før i tiden; men ikke længere. Vi har nemlig fået et helt nyt korps af journalister og kommunikationseksperter, som har formået, hvad politikerne ikke selv er lykkedes med i mange år: at gøre politik gennemskueligt, vedkommende og drønspændende. Det er naturligvis dette årtis pendant til tv-kokkene, det handler om:

De Politiske Kommentatorer.

Information overload

Hvordan gik det lige til? Politik er blevet mere og mere komplekst og omfattende, og der er masser af forsamlinger, vi skal forholde os til: Kommunalråd, Folketing, Europaparlament, -kommissionen - ja selv udenlandske parlamenter og valg fylder vores medier. Det er komplet umuligt at overskue strømmen af historier om og fra alle disse instanser, som ellers hver især har indflydelse på vores liv.

Antallet af medier i vores dagligdag er eksploderet, og de præsenterer alle sammen en myriade af perspektiver, synspunkter og vinkler på den politiske dagsorden. I gamle dage fik man en gang dagligt TVAvisens fremstilling af sagen - det var til at forstå. Nu bidrager informationssamfundets succes snarere til forvirring på et højere plan for de fleste af os.

Sagt på almindelig dansk er mængden af politiske nyheder eksploderet uden at interessen er fulgt med. Eliten jubler, mens resten af os bare har tabt overblikket - og interessen.

Anonyme Politikere

Men informationsmængden og -kompleksiteten er ikke de eneste problemer.

I takt med at ingen historie er for lille at skrive om – for der er spalteplads nok til alle på det uendelige internet – er politikerne blevet tiltagende angste for at sige deres mening lige ud. Der er tilsyneladende altid en journalist i nærheden til at dokumentere og viderebringe enhver tåbelighed.

Flertallet af vores politikere er simpelthen – på nær en håndfuld farverige undtagelser - blevet nogle blege, konturløse skyggetanter, hvis ytringer som oftest er alt andet end bøjet i neon. En tur i mediemøllen kan nemlig gøre selv en Birthe Rønn mundlam. Resultatet er, at når de alligevel ikke siger noget spændende, så gider vi ikke høre på dem.

Spillet om magten

På denne kaotiske men samtidig profilløse scene har de politiske kommentatorer fundet deres spotlight. Og vi elsker dem for det: Endelig er der nogen, der kan skære igennem grøden og forklare os, hvad fa’en der egentlig foregår.

Udviklingen af den politiske kommentator som fast bestanddel af mediebilledet er taget til, fordi man er lykkedes med at gøre kommentatorernes formidlingsform populistisk og effektfuld (= seertal). En af fagets hjemlige pionerer (så har han også prøvet det) var Hans Engell. Han startede reelt udviklingen herhjemme, fordi han evnede at kombinere den personlige politiske indsigt og erfaring med evnen til at fortælle historien så tilpas farverigt, at vi almindelige danskere gad interessere os for det.

I kommentatorernes hænder bliver en dødssyg finanslovsforhandling til en politisk thriller; et drama om magtudøvelse, afpresning og politisk selvmord for åbent tæppe. En svensk krimiforfatter ku’ ikke ha’ skrevet det bedre.

De politiske kommentatorer kender spillet på borgen indefra. De kender persongalleriet indgående, og når deres dybe politiske indsigt bliver kombineret med de journalistiske formidlingsevner, ja, så er det ganske enkelt knaldgod underholdning.

Ofte er retorikken også hentet fra militæret, og det handler om at ”få styr på tropperne, lægge den rigtige strategi og sætte angrebet ind på det helt rigtige tidspunkt”.

1-0 til Dansk Herremoderåd

De nye politiske kommentatorer har på mange måder star quality: De er charmerende og karakterfaste uden at miste troværdigheden. Alt det politikerne ikke er, faktisk. Dermed er de også guf for medierne, som altid er på udkig efter nye profiler, der kommer godt ud af skærmen/spalterne.

Og selvom den nye rockstjernestatus for politiske kommentatorer har dryppet lidt på nogle af de gamle koryfæer, så er der langt fra Gyngemosens orakel Bent Stuckert og Kvægtorvets Kaare R. Schou med maosutter, uldblazer og pibe til de nye velplejede herremodeller. Tidligere tiders politiske kommentatorer har måske haft en opfattelse af, at de skulle falde ind i den grå grød på Christiansborg for at fremstå troværdige? Vi kan i hvert fald konstatere, at ansigtsbehåring med intellektuel signalværdi er veget for velplejet, velfugtet hud. Se bare Ralf Pittelkow før og nu …

Hvem er de så? Kommentatorerne? Lad os anmelde et par af de vigtigste:

Kongerne

Øverst i hierarkiet sidder lige nu Mogensen og Kristiansen. TV2 News’ genistreg fra 2007, hvor to tidligere statsministres spindoktorer - en fra hver fløj - en gang om ugen tegner og fortæller om aktuelle politiske emner. Politisk redaktør på Politiken, Peter Mogensen (ham med håret), er tidligere rådgiver for Poul Nyrup Rasmussen. Michael Kristiansen var indtil noget bøvl med telefonregningen, rådgiver for Anders Fogh Rasmussen.

På papiret et temmelig snævert format. Men i realiteten spidder de to morsomme, charmerende og knivskarpe herrer den politiske situation og hinanden for et støt stigende antal seere. Hver uge bliver programmet, som i vanlig TV2 News-stil sendes flere gange, set af op mod 300.000 danskere*. Det er nemlig topunderholdende!

Se eksempel her.

Klassikeren

Mogensen og Kristiansen har nok skabt nogle grå hår på DR, for langhåret politisk analyse har alle dage ellers været et af deres enemærker. De har taget kampen op med en revitalisering af Grand Old Man, Jens Olaf Jersild, og hans Jersild & Spin, som nu hedder Jersild Live. Omdrejningspunktet er også her en gennemgang af aktuelle, prekære, politiske sager med sparring fra skiftende gæster i studiet.

Men mens Mogensen og Kristiansen tilsyneladende har nok i sig selv, er det i Jersilds kyndige hænder, at morgendagens stjerner udklækkes; det er ren X-Faktor for politiske kommentatorer. Det var her, vi lærte at sige Lotte Hansen, Helle Ib, Niels Krause-Kjær, Kenneth Thue Nielsen og supperhottie Morten Aalbæk. Og det var Jersild, der hjalp Henrik Qvortrup tilbage i det gode selskab og mindede os om, at han før sin tid som ond, ond sladderkonge faktisk var rådgiver for Venstre og Anders Fogh. I dag er Qvortrup som bekendt tilbage som fuldtid politisk redaktør i Superligaen.

Men, men, men …

Som alle gode danske opfindelser i disse år kommer fænomenet fra USA. Med CNN i spidsen lærte de os den fantastiske journalist-interviewer-journalist-genre, som alle danske tv-nyheder nu dyrker. Med tiden er formen perfektioneret til underholdningsprogrammer som The Daily Show with Jon Stewart - eller vores eget hjemlige Berthelsen.

Og det er lige her omkring, det begynder at blive lidt farligt. Når vi bliver underholdt, sænker vi nemlig paraderne. Og de her journalister er ikke blot neutralt, upolitisk formidlende. De har alle mulige dagsordener og holdninger selv, og det kan blive temmelig svært at gennemskue, hvad der er politisk analyse, og hvad der er personlige agendaer.

Det udstyrer de politiske kommentatorer med en kolossal magt. Er de i stand til at administrere den? Følg med i næste episode af Finansloven …

* Kilde:  Mediawatch, 21. august 2008