konversationer.dk

Tænk lige tilbage på sidste parmiddag – var der overhovedet nogen, som fortalte vittigheder af den gode gammeldags slags: Der sad en svensker, en nordmand og en franskmand i en flyvemaskine etc.?

Er svaret et overraskende ja, så var fortælleren efter al sandsynlighed en moden herre eller et lille barn. Vittigheden er nemlig stort set gledet ud af vores sociale samværsform og glimrer nu ved sit fravær i det offentlige rum – og i erhvervslivet i særdeleshed. Dette nyhedsbrev vover nogle forklaringer på hvorfor.

Tese 1:

Det sagde hun osse i går … HAHA

Vittigheden har til alle tider været et udpræget maskulint fænomen.

Der har endda jævnligt været spekulationer om, hvorvidt kvinder overhovedet er i stand til at fortælle vittigheder, og forskning viser, at kvinder rent faktisk er dårligere end mænd til at huske vittigheder. Hvorom alting er, så tjener humoren fortsat som social markør på mange mandsdominerede arbejdspladser.

Prøver man at skaffe sig taletid ved hjælp af vittigheder, har man allerede markeret sig selv som en person, der ikke anerkender, at de tilstedeværende kvinder næppe deler ens maskuline form for humor, og man demonstrerer en eklatant mangel på empati.

Det er intet tilfælde, at trængte mænd ofte beskylder feminister for at være “humorforladte”. Der er kønsforskelle. Mænd foretrækker aggressive vittigheder, kvinder synes meget bedre om ordspil. (Faktisk har forskere på denne baggrund sat sig for at finde frem til ”Verdens sjoveste vittighed”; påskønnet af begge køn. Vi bringer den nederst i organet).

Under alle omstændigheder sender vittigheden signaler om, at du som mand lever i fortiden. I disse tider med kvoteringsdebatter, ligestilling og en offentlig sektor, hvor hver anden leder er kvinde, er vittigheden ”dårligt sprog”.

I det hele taget trækker vittighedsfortællingen på nogle stereotyper, som ikke just er politisk korrekte i vores dage.

Tese 2:

Intet er sjovt, når det bli’r offentliggjort

Vittigheden er ganske ofte et ”sprog”, man deler med sine ligesindede her og nu. I disse transparente tider, hvor selv det mest lukkede bestyrelsesmøde ender på en businessblog, inden dagen er omme, og hvor medierne sidder med ved bordet 24:7, kan det ganske enkelt være selvmord at være alt for frisk i tonen.

Det ligger i vittighedens natur, at den er indforstået, dvs. at både afsender og modtager skal være enig i det verdensbillede, vittigheden præsenterer. Således vil en mandlig fagforenings-formand, der prøver at score point med blondinevittigheder, ret hurtigt se sig selv hængt til tørre, i samme sekund hans kvindelige modstandere hører om det.

På 4 sekunder vil historien gå fra EB > WEB > YouTube > folketinget etc.

Tese 3:

Vittigheden er en gentagelse. Og tidens valuta er originalitet

Niels Hausgaard har engang sagt, at det kun er mennesker uden humor, der fortæller vittigheder. Den holdning synes at vinde udbredelse, men mens vittigheden har hårde kår, lever humoren i bedste velgående ved middagsbordet. Der er fortsat sociale point til den, der kvikt fabrikerer et ordspil eller spidder en politisk situation med en morsom overdrivelse.

Den grundlæggende forskel er, at denne type humor demonstrerer originalitet og personlighed. Her får humoristen lejlighed til at vise, at den roterer lidt hurtigere på øverste etage end hos gennemsnittet. Og det er en lige så værdifuld valuta som værtens helt egen opskrift på Boeuf Bourguignon, det hjemmebryggede øl eller hvad der nu ellers kan være af originale fingeraftryk på middagen.

Dette forhold afspejler sig også i populærkulturen. Tidligere kunne mænd som Poul Erik Krogen og Kai Løvring trække fulde huse med shows, hvor de udelukkende fortalte gamle vittigheder. De komikere, der i dag leverer morskaben på de danske scener, forventes at være originale, og skal helst sætte samtiden i nyt, overraskende perspektiv, samtidig med at de improviserer og interagerer med publikum undervejs.

Tese 4:

Det går simpelthen for langsomt

Hvis man for sjov skyld genser en gammel James Bond film (fra dengang, hvor nostalgikere synes ”det hele var meget bedre”), så er det slående, hvor langsomt handlingen afvikles. Det mildest talt slæber sig af sted.

Vi lever i dag i en multimedie tidsalder, hvor mennesket er i stand til at overskue og bearbejde enorme mængder af information – meget hurtigt. Derfor foregår informationsformidling i dag i et højt opskruet tempo med et ofte meget komplekst billedsprog. Vi har for længst vænnet os til lynhurtigt at scanne og sortere i  informationsstrømmene.

Vores tålmodighed er tilsvarende kort. En stand-up komiker skal i dag ikke bruge mange sætninger, førend han når frem til en latterudløsende pointe, og set i det perspektiv er vittigheden som fortælleform simpelthen alt for gammeldags, kedelig, og ja: Langsom.

Af samme grund synes vittigheden at have trukket sig tilbage og bruges nu kun som fælles referenceramme i de – undskyld – allermest traditionelle befolkningsgrupper. Eksponeret i fx den klassiske sommerrevy.

Tese 5:

Vi har andre tilgange til tabuer i dag

En af vittighedens mange funktioner var (bemærk, datid), at den gjorde det muligt for pæne mennesker at nærme sig tabubelagte områder, fx det førhen så penible område sex.
Nogle af læserne kan måske huske en flad pakke, der altid var stensikker julegave til familiens festlige onkel, nemlig det lystige blad “Hudibras”.

Her blev pikante og frivole vittigheder og tegneserier fyret af i lind strøm og leverede et såkaldt frirum for mænd, der hele dagen formodedes at beskæftige sig med ganske anderledes alvorlige ting.

Nu er der meget få tabuer tilbage. På arbejdspladserne snakkes der (mere eller mindre) åbent om sex på daglig basis, og nærmer vi os et af de få etablerede tabuer, som stadig eksisterer (incest og mord), er det ganske enkelt dårlig stil at bruge vittigheden som åbning til emnet.

Tese 6:

Bye bye til ”Kender I den om …?”

Hej hej til ”Har du set den der på YouTube?”

Aviser, magasiner, ugeblade, tv-kanaler, dvd’er, games og internet. Verden er mere visuel end nogensinde tidligere. Og humoren har bevæget sig samme vej. I gamle dage fortalte vi vitser i frokoststuen. I dag er Klovn, Friends og Seinfeld den fælles referenceramme, som vi griner af. Og er der behov for at dele humoren, så er nutidens vittighedsfortællere, dem som kan finde de sjoveste ting på nettet og med sikker sans for timing distribuere dem videre.

Har du for øvrigt set den her?

Og som lovet: PS: Verdens sjoveste vittighed …