I disse år er en stor del af udviklingen inden for kommunikation drevet af teknologi. Nye funktioner giver nye muligheder, og muligheder er meget inspirerende. Men de største oplevelser får vi, når teknologi, medier og kommunikation bliver sat sammen på nye og overraskende måder.

En af de mest spændende og inspirerende nye teknologier er Augmented Reality, der - i modsætning til virtual reality - er en forøget eller forstærket realitet, hvor billeder af virkeligheden forenes med digital information.

James Camerons nye, store klimaepos Avatar blev lanceret som state of the art inden for 3D. Derfor er det også oplagt, at merchandise-linjen er helt fremme i skoene teknologisk set, og til det formål har man altså benyttet Augmented Reality. Eksemplet her giver et meget godt indtryk af, hvilke muligheder der er, og hvordan det fungerer. Kreativt set er udbyttet dog begrænset.

Gør større indtryk

Augmented Reality er ganske velegnet til at understrege en pointe - eller forstærke den.

Tag f.eks. Hit the Bitch. Vi har set greenscreenet video på nettet før og også prøvet forskellige (mere eller mindre heldige) interaktionsforsøg med webcam. Men vi har sjældent oplevet en sådan følelsesmæssig påvirkning og instant involvering. Det ville næppe blive mindre involverende af, at det var én, man kendte, man skulle slå på?

De fleste eksempler med Augmented Reality er enten i spilgenren eller handler om navigation kombineret med information: Fx denne applikation, der viser vej til nærmeste undergrundsstation ”oven på” dit mobilskærmbillede af virkeligheden. Det gør bestemt ikke relevansen eller effekten mindre.

Hvorfor ikke kombinere det med ahem … SALG??

Et andet godt eksempel fra Layar.com tilbyder Augmented Reality som ekstra ”lag” til din mobiltelefon. Nogle lag minder meget om De Gule Sider, men søgefunktionen er baseret på, hvor du er, og i hvilken retning du peger dit mobilkamera. På mobilskærmen vises virkeligheden + et lag med søgeresultater – altså hvilke virksomheder og butikker, der er i husene på den gade, hvor du står.

Layars-applikationen er også benyttet til et Storytelling lag, hvor du kan følge en guided tour rundt i London i Beatles’ fodspor. Undervejs er der indlagt små oplevelser, fx 3D-animationer af Ringo, Paul, John og George, der krydser gaden.

Kommercielt set ville prikken over i’et i Beatles-eksemplet være et direkte link til køb af Beatles-musik, video, bøger og merchandise. Turisterne på den guidede tour er selvsagt opslugte af Beatles-historien og bliver på ekstremt involverende vis mindet om den gode musik. Skridtet til at (gen)købe musikken (og øvrigt materiale) er næppe stort.

Nyt liv til print og outdoor

Det er også oplagt at bruge teknologien til at give printannoncer og outdoor nyt/mere liv.

Axe viser vejen med denne kampagne, hvor teknologien godt nok ikke er ”ægte” Augmented Reality, men ideen er tydelig.

Husarerne er fanget og involveret, nu skal man blot huske at sælge dem produktet direkte, eller i det mindste få dem som leads i databasen.

Hvad kan egentlig lade sig gøre?

Teknologien er særdeles velegnet til iPhone-apps, og ”Augmented Reality iPhone” giver da også 1,5 millioner hits på Google.  Og der er mange fantasifulde forslag imellem: Ekstremt avanceret Augmented Reality, som kunne gøre selv Q misundelig: Kameraet, der ser gennem tøj:

…og fjernbetjeningen til rigtige biler:

Indtil den teknologiske udvikling indhenter den menneskelige fantasi, kan man overveje, hvordan de to klip kunne fungere som virale film for relevante mærker, med høj opmærksomhed og drøm om involvering. Hvem sagde TDC? Matchbox legetøjsbiler?

Tilbage til de reelle muligheder Augmented Reality giver os nu og her: Kombinerer vi lokationsbestemmelse og venners deltagelse, kan Augmented Reality faktisk gøre os i stand til at lege cowboy og indianer i metroen. Forestil dig World of WarCraft i byens rum, hvor deltagerne køber nyt liv og våben via emballagen på dit produkt. Augmented Reality kan også vise os, at cola-automaterne indeni faktisk ser ud som i reklamerne. Det giver helt nye muligheder for outdoor mediet.

Next step?

Forhåbentlig vil vi inden for kort tid se Augmented Reality anvendt i kommerciel/ kommunikationsmæssig sammenhæng herhjemme. På en relevant måde selvfølgelig. Når vi får kommunikation, teknologi og medier til at smelte sammen til en involverende, integreret og aktiv del af forbrugernes hverdag, så har vi fat i den lange ende og kan udbygge brand-opfattelsen/værdien og skabe loyalitet.

Men det kan man ikke analysere sig frem til. Det kan man kun opfinde selv i det innovative spændingsfelt mellem kreative ideer, teknisk viden, målgruppeindsigt og forretningsforståelse.

Vi har hørt om drivhuseffekt og CO2-udledninger i tre årtier - men pludselig er budskaberne trængt igennem. Endelig er vi villige til at gøre vores del for at undgå den forestående (/igangværende) klimakatastrofe.

Som beskrevet i sidste nyhedsbrev, er det en del af det paradigmeskifte, vi oplever netop nu. Den nye tidsånd: større fælles ansvarlighed.

Uh, det lyder dyrt, tænker erhvervsmanden m/k. Og ja, det er ikke gratis at være moderne. Men kunderne er faktisk overraskende villige til at tage deres del af regningen. Vi kigger derfor på klimafashion gennem økonomibrillen - har vi råd til at lade være?

Lad os bare starte med vognparken

Endelig var det blevet legitimt at køre rundt i et benzinslugende monster af en firhjulstrækker - selvom man hverken havde heste, herregård eller jagttegn. Det var helt ok at dyrke den indre drengerøv. Og så længe man selv betalte for den suppe, de 12 cylindre slugte, skulle andre ikke blande sig.

Så skete der noget. 4×4 var ude i kulden, hurtigere end du kan sige Skattereform. Men ikke kun pga. ændrede afgiftsregler: Det blev bare et helt helt forkert signal. Nu taler man hånligt om mænd, der har brug for at stive (dårlig) selvtillid af med en muskelbil, og aktivister møder en vis opbakning, når de skærer monsterbilernes dæk op.

Inde i varmen er til gengæld de nye mikrobiler, hybridbiler og andre transportmidler, der kører langt på literen og udleder mindre CO2. En del af det regnestykke handler også om bildelenes genanvendelighed; William McDonough og Michael Braungarts fra vugge til vugge-principper har vundet indpas i bilindustrien. Det er indlysende god økonomi, når der går 1350 kg genanvendelige materialer til en bil, der vejer 1350 kg - i stedet for 15.000 kg.

Læg også mærke til, at bilernes lak ikke længere skal være sort eller sølvgrå. Den skal være hvid som nyfalden sne. Hvid signalerer nemlig grøn.

Naturlig energi får oprejsning

Kender du typen, som har solceller på taget og en vindmølle i baghaven? Billedet er ganske anderledes i dag end i 80’erne og 90’erne. Væk er den piberygende, langskæggede, sandal- og hønsestrikklædte hippie. I stedet er trådt det tjekkede, visionære medlem af den kreative klasse. Vedvarende energi er 100% overskud, god stil og god karma.

Også erhvervslivet kan se fidusen. Investeringer i vedvarende energi, såvel vind som bølger, er den sikre vej til forsiden af Berlingske Nyhedsmagasin. Og det er ikke bare sundt for imaget. The Sunday Times offentliggjorde i marts The Green Rich List over de milliardærer, der har investeret mest i vedvarende energi. Et område, der på ingen måde er recessionsramt, skulle vi hilse og sige. Formuer, skabt i Silicon Valley, yngler nu i nye grønne projekter.

Har man ikke selv aktier i vindmølleparkerne, kan man i stedet arbejde målrettet mod at gøre virksomheden mere klimavenlig.

CO2-neutral A/S

Virksomheder, der er med på noderne, er CO2-neutrale. Blandt de mere pudsige tiltag på den front, finder vi den CO2-neutrale hjemmeside. Vi genkender den på logoet og forundres over, hvordan noget så elektrisk som en hjemmeside kan opnå den status? Det er også lidt kringlet. Men det handler selvfølgelig om de berømte CO2-kvoter - eller emissioner som de hedder på EU-sprog.

Firmaet Ingen CO2 køber simpelthen noget CO2-kvote, som cleares hos Energistyrelsen i Danmark og i Sverige. De kvoter kan så ikke bruges af andre. At det går rigtigt for sig, er Deloitte garant for. Det er altså IKKE bare en form for aflad, hvor man køber kvoter hos mindre svinende lande. Ved hjælp af ordningen presser man sine leverandører til at købe mere miljøvenlig energi.

Med mindre leverandørerne - som DONG - bare køber flere kvoter i Kina, selvfølgelig.

Kejserens nye klæder eller fremtiden? Et blik på kundelisten siger os, at Ingen CO2 har fat i noget. Når man sviner som virksomhed, skal man altså selv betale for det - også selvom det er ens kunder, der reelt bruger strømmen ved at surfe på din hjemmeside.

Historien melder intet om, hvorvidt forbrugerne har en præference for de CO2-neutrale hjemmesider, men en ny undersøgelse viser, at vi er klar til etisk indkøb, når det gælder dagligvarer.

I holder snitterne fra min bøf

Forbrugerrådet udsendte 1. oktober resultatet af en undersøgelse om fødevarer, klima og etik. Den viser helt entydigt, at vi er parate til at tage ansvar og reducere vores bidrag til klimabelastningen igennem vores indkøb - også selvom varerne bliver dyrere. Hele 89% siger faktisk ja til det!

Problemet er imidlertid, at vi forbrugere ikke rigtig er klar over, hvordan vi handler mere klimavenligt. Vi ser den forestående oplysningskampagne for os.

De fleste er også parate til at ændre madvaner - dog med undtagelse af kødet. Selvom vi faktisk godt ved, at kødproduktion er den store CO2-synder. Grød kan være nok så trendy, men et er kødfri dag - noget helt andet er endegyldigt farvel til koteletten.

Kød har til alle tider været symbolet på velstand: fra juleskinke til lørdagsbøf. Det er kun de fattige (eller dårlige jægere), som ikke kan give familien kød på bordet. Indgroede sociale vaner vejer således tungere end vores lyst til at redde verden. Frelsen ligger måske i modediller?

Din gamle matematiklærer så det først

Modehusene piver og med god grund. For hvor unge fashionistas for blot to år siden var skrevet på venteliste for at få lov til at købe den nye Vuitton/Gucci/Prada-taske, så er 100 kroners-muleposen tilbage for fulde gardiner. Indkøbsnettet er totally must-have.

Uffe Buchardt stod for et år siden i spidsen for Break the Habit-kampagnen for Dansk Røde Kors, som skulle sætte fokus på vores brug af plastikposer. Denne sommer fulgte Netto i hælene med en serie muleposer, designet af allestedsnærværende Kristian von Hornsleth. Muleposerne var påtrykt paroler som: You know what to do, Products of love osv. Alle disse initiativer er kraftigt inspireret af Wholefood og Anya Hindmarch‘ I’m NOT a plastic bag-kampagne fra 2007. Onde tunger kalder denne form for miljøhensyn for ”afladsaktivisme”, men shoppende, unge kvinder er en naturkraft, man ikke skal undervurdere.

Spørger man Coops informationsdirektør Jens Juul Nielsen, er salget af plastikposer dog ikke faldet nævneværdigt under muleposens sejrsgang. ”Glemsomhed går aldrig af mode” er forklaringen. Men han erkender samtidig, at genanvendelige poser er fremtiden. I Storbritannien er det ligefrem blevet et konkurrenceparameter i detailhandlen at kunne tilbyde klima- og miljøvenlige alternativer til plastikposen.

I udlandet er supermarkedskæder – med Wal-Mart i spidsen – også begyndt at stille krav til deres underleverandører om, at de udviser ansvarlighed og bæredygtighed i produktionen. I Storbritannien bliver de ganske enkelt smidt af hylderne, hvis ikke de opfylder kravene. Coop er nu i gang med et lignende initiativ og har bedt om CO2-regnskab fra deres leverandører. Arla er faktisk allerede klar, fordi den store samhandelspartner Tesco i England kræver det, men danske forbrugere får ikke lov til at se tallene på emballager, før det bliver et fælles krav til industrien.

Jeg har virkelig reduceret mit CO2-fodaftryk

Amerikanerne har i mange år talt om Carbon footprint. Det handler om den enkeltes CO2-udslip gennem et helt liv; altså det vi efterlader til næste generation. Carbon footprint er noget mere mundret end oversættelsen, som flere ellers har forsøgt at indlemme i det danske sprog.

Klima- og energiministeriet prøver at sige det på en anden måde: 1tonmindre.dk - fordi vi hver især rimeligt nemt kan spare 1 ton CO2. På hjemmesiden kan du beregne dit eget udslip og aflægge et klimaløfte (!). Det er der indtil videre 89.000 danskere, der har gjort.

(Her springer det straks  i øjnene, at hjemmesiden ikke er CO2-neutral. Connie tror tilsyneladende ikke helt på ideen).

Vi får selvfølgelig lyst til at klikke på Hustesteren - for der er rigtig mange penge at spare, når man nedbringer boligens udslip. Det sender os videre til energisparebolig.dk, hvor Ministeriet er gået i partnerskab med overraskende mange virksomheder: STARK, Danske Bank, Byggecentrum, Rockwool, Realkredit Danmark m.fl. Alle de steder, hvor man kan købe materialer eller låne penge til udbedringer af boligen. Vi redder klimaet, og klimaet redder byggebranchen.

Forhold dig helt CO2-neutral

Når du ringer 32 51 51 51 til Amager Øbros taxa-selskab og bestiller en grøn eller CO2-neutral taxa, så koster det faktisk ikke ekstra for dig. Det er vognmændene og selskabet, der betaler gildet. Igen er det de entreprenante gutter fra den CO2-neutrale hjemmeside, der står bag initiativet. Ud over taxaerne er der i øvrigt en del transportfirmaer, der er hoppet med på vognen.

Det er ikke noget, der ruinerer dem. 100.000 km i en Skoda Superb koster fx under 1.500 kr. Og ja, selvfølgelig gør det da en forskel. Mange bække små osv. Så længe det ikke bliver en sovepude, der forhindrer os i at gøre en REEL indsats.

Klimahensynet er stadig ungt. Derfor er mange virksomheder forståeligt nok lidt famlende, når de forsøger at ride med på bølgen. Vi har en fælles fornemmelse af, at morgendagens vindere er dem, der tænker klimaansvar ind som en del af selve forretningsideen. Det er bare ikke noget, vi ændrer på en time. Så indtil da må vi sminke klimaprofilen med diverse CO2-neutrale duelighedstegn.

Men på den lange bane bliver det nu nok smartere at køre Metro end ”CO2-neutral” Mercedes taxa. Næste vinter.

De seneste tre-fire årtier har handlet om selvrealisering, identitetsudvikling, narcissisme og sågar personlig branding.

Nu peger nålen i stedet i retning af fællesskab, samhørighed og eksistensberettigelse. Den moderne samfundsborger spørger: ”Hvordan kan jeg være med til at skabe noget, der giver mening for andre end mig selv?”

Det lyder måske lidt frelst, men det er egentlig ganske oplagt, at vi nu styrer mod større fælles ansvarlighed. Vi er ramt af indtil flere globale kriser - økonomiske og miljømæssige - og det er gået op for de fleste, at vi ikke kan fortsætte som hidtil.

Farvel egofest

Sociologen Emilia van Hauen udkom i foråret med bogen Farvel egofest - og goddag til formål og fællesskaber. Hun taler om ”co-creation”: At vi nu har lyst til at skabe noget i fællesskab med andre – og gerne med globalt sigte, hvor vi flytter hele menneskeheden. I den proces frigives enorme mængder kreativitet, forklarer van Hauen. Og når menneskeheden først erfarer, hvor meget vi egentlig kan løfte i flok, tager tingene for alvor fart.

”Co-creation” udmønter sig fx i den udstrakte vidensdeling, der netop nu foregår på nettet. Det tegner sig i fornyet engagement i miljøet, 3. Verden og den der snigende fornemmelse af, at vi faktisk kan gøre en forskel. Og ja, klimaet er en mega trend i den her megatrend - så det får sit helt eget nummer. I næste uge. Her og nu skal det handle om nogle af de andre udtryk for vores nyfundne fælles ansvarlighed. Og hvordan det egentlig påvirker erhvervslivet og forbruget.

Farvel forbrugsfest

Vi har i løbet af ganske kort tid bevæget os fra et stort og meget lystbetonet forbrug til et noget lavere, mere ansvarligt forbrug. Man kan forestille sig, at vi simpelthen er ramt af kollektiv materialismeforstoppelse. Vi mangler ikke noget. Luksusvarer som Louis Vuitton-tasker og Gucci-bælter er på rekordtid gået fra hot til absolut not. Det er ikke smart at flashe sit (over)forbrug.

Men selv under finanskrise og stagnerende forbrug er der faktisk en varegruppe, der er vokset med 32%: Fairtradeprodukterne rundede i 2008 382 mio. kr. i omsætning alene i Danmark. Her kan man ofte læse på selve produktet om de bønder, der har gavn af det ansvarlige indkøb - og på den måde får kaffen/chokoladen/risene pludselig indhold og mening. Sortimentet af fairtradevarer udvides hver uge, og potentialet er efter sigende enormt.

Den nye forbrugerbevidsthed stiller krav til producenterne, men heldigvis har de fleste større, danske virksomheder tyvstartet for flere år siden …

Corporate Social Responsibility (CSR) har smidt bleen

En virksomhed skal udvise social ansvarlighed - og det skal udformes, så godheden kan måles og afrapporteres i et CSR-regnskab. Det er nemlig en god forretning. Det lærte amerikanerne os for længe siden.

Derfor har vi de senere år set en hel del firmaer indgå partnerskaber med velgørende organisationer; Red Barnet og Kræftens Bekæmpelse er blandt de mest populære partnere. Men hvorfor ikke starte egne projekter i stedet for blot at håbe på, at andres gode image smitter af? Især firmaer, der har haft nogle udfordringer med imaget, er langt fremme i den tankegang.

Jo værre image, jo større CSR-pakke, fristes man til at sige.

Hos Arla fx opererer man med en ”Code of conduct”, som favner alt fra menneskerettigheder til fødevaresikkerhed. På hjemmesiden kan man downloade det digre værk, CSR-rapporten ”vores ansvar”, hvor Arla fremlægger resultatet af de pæne hensigter. Ord, ord og atter ord. Og selv om der sikkert er masser af handling bag, er der næppe mange, der finder ud af, hvad det egentlig er, Arla gør så godt.

Anderledes hands-on er det lille økologiske mejeri Øllingegaards præsentation af deres projekt i det østlige Cambodja, hvor de støtter 800 fattige bondefamilier gennem undervisning i jordbrug og dyreavl. Det er meget let at forstå - og langt mere vedkommende. Haps. Den kommer lige ned i indkøbskurven.

Handlinger vejer tungere end ord

Forpligtende er også Coops tilgang. Her er et helt program for ansvarlighed, og alle kan følge, hvor tæt Coop er på at nå de 40 mål, der er opstillet.

”Vi vil indsamle mindst 30 mio. kr. til vores humanitære samarbejdspartnere.”

”Vi vil fordoble salget af fairtradevarer”. Osv. Men Coop forsømmer helt at demonstrere, hvad det hele egentlig gavner, og derfor lugter også dette projekt af managementstrategi og skrivebordsvision.

Hos Danske Bank, der som bekendt arbejder på højtryk med imaget, hedder det Samfundsengagement. På hjemmesiden forklarer man, at bankfolkene vil gøre det, de er bedst til - på en bæredygtig og socialt ansvarlig måde. Det spænder lige fra lettere adgang til banken for handicappede, flere kvindelige ledere og til en målsætning om at blive CO2-neutral i alle enheder inden december 2009.

Det er efterrationalisering, og derfor skal Danske Bank arbejde hårdere for at fremstå troværdig i sit samfundsengagement. Den nye, ansvarlige investeringsstrategi hjælper dog lidt på vej.

Hos andelskassen Merkur er ansvarlighed hele forretningsideen, og den 26-årige hippiebank har nu fået vind i sejlene. Merkur er simpelthen bygget på engagement i omverdenen. Her kan man investere i etisk screenede aktier, yde mikrolån til verdens fattigste eller lade 1,5% af forretningen på indlånskontoen gå til en velgørende organisation som Red Barnet, Verdensnaturfonden o.lign. Der er endnu blot 14.000 kunder - men der kommer næsten 2000 nye kunder om året. Tænk, at man sammen med sin bank (!) kan ændre verden …

Sammen ved vi alting

Vi deler viden med hinanden som aldrig før - det er en anden form for co-creation, eller ”samskabelse”. Wikipedia er modereksemplet. Mere end 10 mio. forfattere har skabt et opslagsværk med mere end 18 mio. sider. Ingen lønnet redaktion kunne have præsteret det samme.

iPhone er baseret på samme co-creation princip: Først betaler dine kunder en formue for dit produkt - så udvikler de selv ny software til det. Ganske gratis.

Og alt bliver anmeldt i co-creation-kulturen: Skønhedsprodukter, babyartikler, service, lærere, biler og overnatningsmuligheder på lufthavnenes bænke. Forbrugerne læser med - med voksende interesse. For nu kan du snart differentiere mellem anmelderne: Altså vælge den anmelder, der ligner dig selv: Single mand 25/ Familie med 3 børn husstandsindkomst 600.000+ … Så bliver anbefalingen/ frarådelsen pludselig ret kvalificeret.

Med en iPhone i hånden kan du endda få anmeldelsen i supermarkedet. Av.

Læg lige forretningsplanen på nettet, frk. Nielsen

Den store fordel ved co-creation for erhvervslivet opstår, hvis vi er i stand til at udnytte fællesskabets kolossale kreative ressourcer. Tænk på al den kvalificerede innovation, man nu pludselig får ganske gratis, hvis man åbner sin virksomhed.

Hos Virgin er der frit slag for iværksættere; de kan diskutere (bæredygtige) ideer med hinanden på entrepreneur-sitet og spørge Richard Branson til råds. Han publicerer så videosvarene i sin blog. Mon ikke både udviklings- og personalerekrutteringen kigger med?

Forbrugeranalyser foregår fra minut til minut. Ikke for erhvervslivets skyld, men for hinandens. Det er en sidegevinst, at kokken samme aften kan læse på aok, hvordan dagens ret egentlig smagte, og hotellet kan se, om stuepigen fik gjort ordentligt rent. Måske endda sende en undskyldning op til gæsten i nummer 302 - for anmeldelsen er sikkert skrevet allerede under besøget.

Alt bliver gennemsigtigt. Og det er ikke bare gavnligt for firmaerne at følge trop - det er helt nødvendigt, især online. For er virksomhederne ikke transparente - sådan som forbrugerne er det - så virker de ikke særligt menneskelige.

Yes we can, gu kan vi så!

Det har været op ad bakke for USAs præsident det sidste halve år. Hans popularitet er styrtdykket i meningsmålingerne, og hans reformer kommer ikke rigtigt ud over rampen. Men blandt europæere i almindelighed og Nobelpriskomiteen i særdeleshed er der stadig ingen tvivl: Barack Obama er tidens hotteste bannerfører for co-creation.

Yes we can-kampagnen ramte perfekt ned i tidsånden. Han mobiliserede tusindvis af mennesker til at føre valgkampagne for sig på nettet. Han indgyder håb. Han forstærker vores fælles følelse af, at vi kan nå at redde verden, hvis vi løfter i flok. Ikke USA alene, men sammen.

Det er let at glemme, at det ikke er Obama, der har opfundet Klimatopmødet i Hopenhagen. Eller co-creation. Men han får lov at være Superhelt midt i behovet for fællesskab, fordi han er så usandsynligt god til at dele med andre.

Ergo behøver vi ikke spekulere på politik i mellemtiden.

Hvad politikerne render og vedtager af lovpakker på Christiansborg og i Bruxelles, har derfor ikke den store interesse. (Helt anderledes stor opmærksomhed får de, hvis de i stedet for at passe taburetten foretager sig noget dumt/romantisk/forbryderisk/fordrukkent).

Kilde: BT.dk

Nogenlunde sådan var det før i tiden; men ikke længere. Vi har nemlig fået et helt nyt korps af journalister og kommunikationseksperter, som har formået, hvad politikerne ikke selv er lykkedes med i mange år: at gøre politik gennemskueligt, vedkommende og drønspændende. Det er naturligvis dette årtis pendant til tv-kokkene, det handler om:

De Politiske Kommentatorer.

Information overload

Hvordan gik det lige til? Politik er blevet mere og mere komplekst og omfattende, og der er masser af forsamlinger, vi skal forholde os til: Kommunalråd, Folketing, Europaparlament, -kommissionen - ja selv udenlandske parlamenter og valg fylder vores medier. Det er komplet umuligt at overskue strømmen af historier om og fra alle disse instanser, som ellers hver især har indflydelse på vores liv.

Antallet af medier i vores dagligdag er eksploderet, og de præsenterer alle sammen en myriade af perspektiver, synspunkter og vinkler på den politiske dagsorden. I gamle dage fik man en gang dagligt TVAvisens fremstilling af sagen - det var til at forstå. Nu bidrager informationssamfundets succes snarere til forvirring på et højere plan for de fleste af os.

Sagt på almindelig dansk er mængden af politiske nyheder eksploderet uden at interessen er fulgt med. Eliten jubler, mens resten af os bare har tabt overblikket - og interessen.

Anonyme Politikere

Men informationsmængden og -kompleksiteten er ikke de eneste problemer.

I takt med at ingen historie er for lille at skrive om – for der er spalteplads nok til alle på det uendelige internet – er politikerne blevet tiltagende angste for at sige deres mening lige ud. Der er tilsyneladende altid en journalist i nærheden til at dokumentere og viderebringe enhver tåbelighed.

Flertallet af vores politikere er simpelthen – på nær en håndfuld farverige undtagelser - blevet nogle blege, konturløse skyggetanter, hvis ytringer som oftest er alt andet end bøjet i neon. En tur i mediemøllen kan nemlig gøre selv en Birthe Rønn mundlam. Resultatet er, at når de alligevel ikke siger noget spændende, så gider vi ikke høre på dem.

Spillet om magten

På denne kaotiske men samtidig profilløse scene har de politiske kommentatorer fundet deres spotlight. Og vi elsker dem for det: Endelig er der nogen, der kan skære igennem grøden og forklare os, hvad fa’en der egentlig foregår.

Udviklingen af den politiske kommentator som fast bestanddel af mediebilledet er taget til, fordi man er lykkedes med at gøre kommentatorernes formidlingsform populistisk og effektfuld (= seertal). En af fagets hjemlige pionerer (så har han også prøvet det) var Hans Engell. Han startede reelt udviklingen herhjemme, fordi han evnede at kombinere den personlige politiske indsigt og erfaring med evnen til at fortælle historien så tilpas farverigt, at vi almindelige danskere gad interessere os for det.

I kommentatorernes hænder bliver en dødssyg finanslovsforhandling til en politisk thriller; et drama om magtudøvelse, afpresning og politisk selvmord for åbent tæppe. En svensk krimiforfatter ku’ ikke ha’ skrevet det bedre.

De politiske kommentatorer kender spillet på borgen indefra. De kender persongalleriet indgående, og når deres dybe politiske indsigt bliver kombineret med de journalistiske formidlingsevner, ja, så er det ganske enkelt knaldgod underholdning.

Ofte er retorikken også hentet fra militæret, og det handler om at ”få styr på tropperne, lægge den rigtige strategi og sætte angrebet ind på det helt rigtige tidspunkt”.

1-0 til Dansk Herremoderåd

De nye politiske kommentatorer har på mange måder star quality: De er charmerende og karakterfaste uden at miste troværdigheden. Alt det politikerne ikke er, faktisk. Dermed er de også guf for medierne, som altid er på udkig efter nye profiler, der kommer godt ud af skærmen/spalterne.

Og selvom den nye rockstjernestatus for politiske kommentatorer har dryppet lidt på nogle af de gamle koryfæer, så er der langt fra Gyngemosens orakel Bent Stuckert og Kvægtorvets Kaare R. Schou med maosutter, uldblazer og pibe til de nye velplejede herremodeller. Tidligere tiders politiske kommentatorer har måske haft en opfattelse af, at de skulle falde ind i den grå grød på Christiansborg for at fremstå troværdige? Vi kan i hvert fald konstatere, at ansigtsbehåring med intellektuel signalværdi er veget for velplejet, velfugtet hud. Se bare Ralf Pittelkow før og nu …

Hvem er de så? Kommentatorerne? Lad os anmelde et par af de vigtigste:

Kongerne

Øverst i hierarkiet sidder lige nu Mogensen og Kristiansen. TV2 News’ genistreg fra 2007, hvor to tidligere statsministres spindoktorer - en fra hver fløj - en gang om ugen tegner og fortæller om aktuelle politiske emner. Politisk redaktør på Politiken, Peter Mogensen (ham med håret), er tidligere rådgiver for Poul Nyrup Rasmussen. Michael Kristiansen var indtil noget bøvl med telefonregningen, rådgiver for Anders Fogh Rasmussen.

På papiret et temmelig snævert format. Men i realiteten spidder de to morsomme, charmerende og knivskarpe herrer den politiske situation og hinanden for et støt stigende antal seere. Hver uge bliver programmet, som i vanlig TV2 News-stil sendes flere gange, set af op mod 300.000 danskere*. Det er nemlig topunderholdende!

Se eksempel her.

Klassikeren

Mogensen og Kristiansen har nok skabt nogle grå hår på DR, for langhåret politisk analyse har alle dage ellers været et af deres enemærker. De har taget kampen op med en revitalisering af Grand Old Man, Jens Olaf Jersild, og hans Jersild & Spin, som nu hedder Jersild Live. Omdrejningspunktet er også her en gennemgang af aktuelle, prekære, politiske sager med sparring fra skiftende gæster i studiet.

Men mens Mogensen og Kristiansen tilsyneladende har nok i sig selv, er det i Jersilds kyndige hænder, at morgendagens stjerner udklækkes; det er ren X-Faktor for politiske kommentatorer. Det var her, vi lærte at sige Lotte Hansen, Helle Ib, Niels Krause-Kjær, Kenneth Thue Nielsen og supperhottie Morten Aalbæk. Og det var Jersild, der hjalp Henrik Qvortrup tilbage i det gode selskab og mindede os om, at han før sin tid som ond, ond sladderkonge faktisk var rådgiver for Venstre og Anders Fogh. I dag er Qvortrup som bekendt tilbage som fuldtid politisk redaktør i Superligaen.

Men, men, men …

Som alle gode danske opfindelser i disse år kommer fænomenet fra USA. Med CNN i spidsen lærte de os den fantastiske journalist-interviewer-journalist-genre, som alle danske tv-nyheder nu dyrker. Med tiden er formen perfektioneret til underholdningsprogrammer som The Daily Show with Jon Stewart - eller vores eget hjemlige Berthelsen.

Og det er lige her omkring, det begynder at blive lidt farligt. Når vi bliver underholdt, sænker vi nemlig paraderne. Og de her journalister er ikke blot neutralt, upolitisk formidlende. De har alle mulige dagsordener og holdninger selv, og det kan blive temmelig svært at gennemskue, hvad der er politisk analyse, og hvad der er personlige agendaer.

Det udstyrer de politiske kommentatorer med en kolossal magt. Er de i stand til at administrere den? Følg med i næste episode af Finansloven …

* Kilde:  Mediawatch, 21. august 2008

Man kunne fx vælge at tale om bandekrige og skyderier, men området er følsomt og kan hurtigt føre til ophidsede diskussioner. Det vil være synd for den gode mad.

Man kunne også vælge at tale om finans-, bolig- og andre kriser, der hærger landet lige pt. Men måske er der nogle i selskabet, der risikerer fyring eller indtægtsnedgang, så det er nok heller ikke verdens bedste ide.

Jamen, hvad så med rødvinsreformen aka regeringens nye skattepakke, kan det overhovedet lade sig gøre at diskutere den uden at komme op at skændes?

Kilde: Fyens Stiftstidende, mandag d. 16. februar 2009

Tja, nu er politik jo mineret område, så for at undgå slagsmål vil vi foreslå, at emnet vinkles i en lidt mindre sprængfarlig retning: Man kunne fx vælge at tale om den dramaturgi og retorik, der blev bragt på banen, mens forhandlingerne stod på.

For det handler jo om så meget mere end penge og skatteprocenter.

Det handler om at vinde den moralske sejr og stå tilbage som den, der allermest har fortjent anerkendelse og street-respekt fra alle sider. Hvilket så ikke er det samme som at få flest penge, men om at få en tilstrækkelig sum, som ingen misunder en.

Helte og skurke

Ethvert drama skal have helte og skurke, for at vi kan føle den rette grad af identifikation. Bedst er det, hvis man fra starten er enige om, at det er det her, vi kæmper for. Det var man så ikke. Her blev der mildt sagt famlet i starten af forløbet, for hvem var det nu, der skulle frelses i den fordelings- kamp, vi gik ind i?

Man havde under tidligere manøvrer omkring skatten skudt nogle prøveballoner op. Under henvisning til at målet var at “begrænse hjerne- flugt” og “tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft” havde regeringen forsøgt at gøre sænkelse af topskat og diverse fradrag mere spiselige for befolkningen og socialdemokratiet/fagbevægelsen i særdeleshed.

Det stod hurtigt klart, at det var en kamp, som var tabt på forhånd. Danskerne nærer en grundlæggende mistro til folk med alt for lange uddannelser. Tynget af finanskrisen valgte regeringen derfor at lancere skattereformforslaget med en lidt diffus helte-duo ved navn “hele det danske samfund” og “sikre beskæftigelsen”.

Ikke det mest sexede makkerpar i nyere politik. Og det varede da heller ikke længe, før andre trådte til og gjorde krav på at blive de moralske vindere i skattereformen.

Generationstyvene!

Første forsøg på at træde i karakter som “helt” kom fra den yngre generation lige omkring de 30, der kastede sig over et altid populært emne, nemlig opgøret med forældregenerationen.

Angiveligt er denne forældregeneration kendetegnet ved, at de har raget til sig hele livet og nu bare vil gå på efterløn og bælle rødvin. Men den var for tyk og fik heller ikke den store gang på jord. Forældregeneration var beviseligt dem, der havde haft 2 ugers barsel, hvor nutidens forældre har min. 9 mdr. med fuld løn plus mulighed for forældreorlov. Det var også forældrene, der havde haft lørdagsarbejde, max. 2-3 ugers ferie og arbejdsuger på 45 timer, hvor den yngre generation har 6 ugers ferie, omsorgsdage, afspadsering eller overarbejdsbetaling, arbejdsmarkeds- pensioner m.m., så heller ikke her lykkedes det at finde den moralske vinder i skattekampen.

Vi er landets fremtid!!

Et kort stykke tid så det ud som om, de studerende stod til at løbe med sejren i kapløbet om at blive skattekampens moralske vinder, altså dem, som alle syntes, det var mest synd for.

I det oprindelige forslag til skattereform, var SU’en udpeget som et middel til at finansiere generelle skattelettelser. Argumentet var, at den stude- rende kunne se frem til en lang livsindtægt på reduceret topskat og det derfor var rimeligt, at de to sidste SU-år blev lånefinansieret.

Kilde: Jyllands-Posten, søndag d. 22. februar 2009

Sjældent er et forslag røget så hurtigt af tavlen, måske også fordi politikerne jo ikke er idioter. De ved godt, at studerende er lig med poten- tielle borgerlige vælgere, når de først er havnet i vellønnede stillinger.

Ligesom at et dyrt, tidskrævende studenteroprør ikke var det, man lige stod og havde brug for samtidig med en buldrende finanskrise, eskale- rende bandekriminalitet og anden uro.

Og hermed fik de studerende deres vilje og SU, men de forpassede  chancen for at fremstå som vindere i mediekampagnen. Nu er det bare status quo og tilbage til skolebænken med jer.

Rollatorernes indtogsmarch?

Næste flankeangreb kom fra det såkaldte grå guld, et angreb der var dødsdømt på forhånd, fordi der ganske enkelt ikke er medietække i ældre, der har deres på det tørre. Desuden var de lidt sporadiske opbakninger fra pensionsselskaberne uden bid, og slaget var helt tabt, da den noget salvelsesfulde direktør for Ældresagen blandede sig. Så vi fik nogle få historier om ægtepar, der stod til at tabe lidt penge, hvis det lykkedes at få gennemført udligningsskat på større pensionsudbetalinger, men en vinder, det fik vi ikke.

Kilde: Fyens Stiftstidende, søndag d. 8. februar 2009

De rige svin!

Det spøjse ved politisk spilfægteri og retorik er, at hvis man ikke er i nærheden af  magten, kan man tillade sig at gå endog meget langt i verbal tilsvining. Det hedder “politisk markering”.

Det er en særlig kunst, og skal det lykkes, kræver det en vis underforstået konsensus hos befolkningen generelt.

Så alle forudsætninger var egentlig på plads, da fagbevægelsen med LO i spidsen kastede sig ud i en kampagne, der i hidtil uset grad lagde højtlønnede danskere for had.

Med slogans som “Gadefest på Strandvejen. Dorte spenderer trøfler, champagne og kaviar”, og “Skål i VIP-loungen. Peter spenderer cognac og havannesere” forsøgte Børsting og co. at italesætte den djærve LO-arbejder, som dem det er allermest synd for!

Kilde: www.lo.dk, februar 2009

Men den noget bastante beton-retorik slog ikke rigtigt igennem.  Dels er danskerne generelt kritiske over for fagbevægelsen lige pt, dels var klasse- kampsretorikken flere årtier for sent på den.

De højtlønnede i vore dage arbejder som regel 50-60 timer om ugen, og har mere travlt med at få målt blodtryk end med at feste igennem på hummer og kaviar. Så en kommunikationsmæssig om’er til LO. Og ingen moralsk vinder i sigte endnu.

Bønderne!

Er der noget danskerne mistror mere, end folk der tjener penge, så er det bønder. Bønder er sådan nogle, der forurener naturen, og i øvrigt bruger al deres tid på at platte sig til størst mulige EU-tilskud, så dem er der ingen sympati med. Et af skattereformens forslag om ekstra afgift på mættet fedt (læs = svinefedt) var således født til folkelig opbakning hjulpet godt på vej af den stigende bekymring over, at skolebørn bliver tykkere og tykkere.

Kilde: www.effektivtlandbrug.dk, lørdag d. 28. februar 2009

Men lobbyisterne fra Landbrugsrådet ved godt, hvordan man vinkler et modangreb. Man sørger for at formulere sin sag, så den rammer plet hos Dansk Folkepartis vælgere. Og som Gemælke formulerede det: “Denne afgift vil især ramme 300-400.000 småtspisende med særligt behov for energirigtig kost (læs = ældre).

Der røg endnu en potentiel vinder i det retoriske kapløb.

Måske skulle man bare lade tallene tale?

Dem, der tror, at dramaet om skattereformen handler om tal, tager grueligt fejl. Tal duer ikke til at skabe sympati, for tal kan vinkles bekvemt alt efter, hvilket budskab man vil have frem. Tal kan være helte, tal kan være skurke, det er helt op til den, der fører pennen.

Et par eksempler:

• For fremtiden skal den lavtlønnede betale max 32 % i skat, den højt- lønnede skal betale max 56 %.
• Det er sikkert rigtigt, men særlig sexet er det altså ikke, og i en præ- valgkamp eller avisoverskift duer det slet ikke.
• Så er det straks meget bedre med: Direktøren får 44.000 i skatte- lettelse, Doris må nøjes med 125 kr. om måneden.
• At direktøren så er gået fra 518.000 og nu kun betaler 474.000 og Doris er gået fra at betale 16.000 til nu 15.875 i skat kommer heller ikke sagen ved. I hvert fald ikke i det retoriske landskab.

Og vinderen er….

Dramaet er ved at være slut, topskatten forblev på 15 % med en øget bundgrænse, mellemskatten forsvandt, bundskatten røg 1,5 % ned, de studerende beholdt SU’en, der blev lagt semi-låg på ratepensionerne, sosu-assistenten fik lidt mere og marginalskatten røg en smule ned men slet ikke nok iflg. eksperterne. Så hvem blev så den egentlige moralske vinder, hvem kan vi alle sammen blive enige om fik lige det ekstra, hun havde fortjent?

Det må være sygeplejersken. Hende der tørrer vores feberhede pande, når vi ryger ind med salmonella forårsaget af pumpet kalkunbryst, hende der trøster det syge barn i hospitals- sengen. Hende, der nu er kommet i så bekvem afstand af topskattegrænsen at der er plads til at yde en ekstra indsats og rent faktisk få noget ud af det. Er der noget politisk parti, nogen interesseorganisation eller nogen dansker, der ikke under hende det?

Er der nogen der kan have ondt af, at en sygeplejerske får lidt mere i den såkaldte lønningspose? Nej vel? Prøv selv efter, næste gang du sidder der ved parmiddagsbordet, og samtalen er ved at gå i stå.

Er svaret et overraskende ja, så var fortælleren efter al sandsynlighed en moden herre eller et lille barn. Vittigheden er nemlig stort set gledet ud af vores sociale samværsform og glimrer nu ved sit fravær i det offentlige rum – og i erhvervslivet i særdeleshed. Dette nyhedsbrev vover nogle forklaringer på hvorfor.

Tese 1:

Det sagde hun osse i går … HAHA

Vittigheden har til alle tider været et udpræget maskulint fænomen.

Der har endda jævnligt været spekulationer om, hvorvidt kvinder overhovedet er i stand til at fortælle vittigheder, og forskning viser, at kvinder rent faktisk er dårligere end mænd til at huske vittigheder. Hvorom alting er, så tjener humoren fortsat som social markør på mange mandsdominerede arbejdspladser.

Prøver man at skaffe sig taletid ved hjælp af vittigheder, har man allerede markeret sig selv som en person, der ikke anerkender, at de tilstedeværende kvinder næppe deler ens maskuline form for humor, og man demonstrerer en eklatant mangel på empati.

Det er intet tilfælde, at trængte mænd ofte beskylder feminister for at være “humorforladte”. Der er kønsforskelle. Mænd foretrækker aggressive vittigheder, kvinder synes meget bedre om ordspil. (Faktisk har forskere på denne baggrund sat sig for at finde frem til ”Verdens sjoveste vittighed”; påskønnet af begge køn. Vi bringer den nederst i organet).

Under alle omstændigheder sender vittigheden signaler om, at du som mand lever i fortiden. I disse tider med kvoteringsdebatter, ligestilling og en offentlig sektor, hvor hver anden leder er kvinde, er vittigheden ”dårligt sprog”.

I det hele taget trækker vittighedsfortællingen på nogle stereotyper, som ikke just er politisk korrekte i vores dage.

Tese 2:

Intet er sjovt, når det bli’r offentliggjort

Vittigheden er ganske ofte et ”sprog”, man deler med sine ligesindede her og nu. I disse transparente tider, hvor selv det mest lukkede bestyrelsesmøde ender på en businessblog, inden dagen er omme, og hvor medierne sidder med ved bordet 24:7, kan det ganske enkelt være selvmord at være alt for frisk i tonen.

Det ligger i vittighedens natur, at den er indforstået, dvs. at både afsender og modtager skal være enig i det verdensbillede, vittigheden præsenterer. Således vil en mandlig fagforenings-formand, der prøver at score point med blondinevittigheder, ret hurtigt se sig selv hængt til tørre, i samme sekund hans kvindelige modstandere hører om det.

På 4 sekunder vil historien gå fra EB > WEB > YouTube > folketinget etc.

Tese 3:

Vittigheden er en gentagelse. Og tidens valuta er originalitet

Niels Hausgaard har engang sagt, at det kun er mennesker uden humor, der fortæller vittigheder. Den holdning synes at vinde udbredelse, men mens vittigheden har hårde kår, lever humoren i bedste velgående ved middagsbordet. Der er fortsat sociale point til den, der kvikt fabrikerer et ordspil eller spidder en politisk situation med en morsom overdrivelse.

Den grundlæggende forskel er, at denne type humor demonstrerer originalitet og personlighed. Her får humoristen lejlighed til at vise, at den roterer lidt hurtigere på øverste etage end hos gennemsnittet. Og det er en lige så værdifuld valuta som værtens helt egen opskrift på Boeuf Bourguignon, det hjemmebryggede øl eller hvad der nu ellers kan være af originale fingeraftryk på middagen.

Dette forhold afspejler sig også i populærkulturen. Tidligere kunne mænd som Poul Erik Krogen og Kai Løvring trække fulde huse med shows, hvor de udelukkende fortalte gamle vittigheder. De komikere, der i dag leverer morskaben på de danske scener, forventes at være originale, og skal helst sætte samtiden i nyt, overraskende perspektiv, samtidig med at de improviserer og interagerer med publikum undervejs.

Tese 4:

Det går simpelthen for langsomt

Hvis man for sjov skyld genser en gammel James Bond film (fra dengang, hvor nostalgikere synes ”det hele var meget bedre”), så er det slående, hvor langsomt handlingen afvikles. Det mildest talt slæber sig af sted.

Vi lever i dag i en multimedie tidsalder, hvor mennesket er i stand til at overskue og bearbejde enorme mængder af information – meget hurtigt. Derfor foregår informationsformidling i dag i et højt opskruet tempo med et ofte meget komplekst billedsprog. Vi har for længst vænnet os til lynhurtigt at scanne og sortere i  informationsstrømmene.

Vores tålmodighed er tilsvarende kort. En stand-up komiker skal i dag ikke bruge mange sætninger, førend han når frem til en latterudløsende pointe, og set i det perspektiv er vittigheden som fortælleform simpelthen alt for gammeldags, kedelig, og ja: Langsom.

Af samme grund synes vittigheden at have trukket sig tilbage og bruges nu kun som fælles referenceramme i de – undskyld – allermest traditionelle befolkningsgrupper. Eksponeret i fx den klassiske sommerrevy.

Tese 5:

Vi har andre tilgange til tabuer i dag

En af vittighedens mange funktioner var (bemærk, datid), at den gjorde det muligt for pæne mennesker at nærme sig tabubelagte områder, fx det førhen så penible område sex.
Nogle af læserne kan måske huske en flad pakke, der altid var stensikker julegave til familiens festlige onkel, nemlig det lystige blad “Hudibras”.

Her blev pikante og frivole vittigheder og tegneserier fyret af i lind strøm og leverede et såkaldt frirum for mænd, der hele dagen formodedes at beskæftige sig med ganske anderledes alvorlige ting.

Nu er der meget få tabuer tilbage. På arbejdspladserne snakkes der (mere eller mindre) åbent om sex på daglig basis, og nærmer vi os et af de få etablerede tabuer, som stadig eksisterer (incest og mord), er det ganske enkelt dårlig stil at bruge vittigheden som åbning til emnet.

Tese 6:

Bye bye til ”Kender I den om …?”

Hej hej til ”Har du set den der på YouTube?”

Aviser, magasiner, ugeblade, tv-kanaler, dvd’er, games og internet. Verden er mere visuel end nogensinde tidligere. Og humoren har bevæget sig samme vej. I gamle dage fortalte vi vitser i frokoststuen. I dag er Klovn, Friends og Seinfeld den fælles referenceramme, som vi griner af. Og er der behov for at dele humoren, så er nutidens vittighedsfortællere, dem som kan finde de sjoveste ting på nettet og med sikker sans for timing distribuere dem videre.

Har du for øvrigt set den her?

Og som lovet: PS: Verdens sjoveste vittighed …

Og det er ikke første gang dette efterår, du hører det. Det overraskende er, at det ikke længere bliver opfattet som pinligt at melde sig ud af avisklubben. De tider, hvor det var en uomgængelig del af almindelig god dannelse at holde avis, er nemlig for længst ovre.

De mest almindelige argumenter
Avisens oprindelige funktion var som bekendt at være kilde til nyheder, så læseren kunne holde sig velinformeret om, hvad der skete lokalt og i den store verden, og dermed danne sig en mening (som på fransk hedder avis) om det hele. Det overblik kan man jo sådan set få på både tv og nettet i dag. Sidstnævnte endda dugfriskt og helt gratis, og det er ikke sjældent det argument, der bliver brugt, når bordherren m/k skal redegøre for avisdrabet.

Bøvl med distributionen er et andet populært argument. Næppe fordi problemet er meget større i dag, end det har været tidligere. Men fornemmelsen af, at Nyhedsavisen og dens massive rekruttering blandt ellers trofaste bude bærer en del af skylden, hænger i luften. (Apropos gratisavis, så har de seneste fem års krig næppe pyntet på morgenavisernes oplagstal, men det er en noget længere historie).

Endelig kan man høre pæne mennesker bekende, at de alligevel ikke får avisen læst. Faktisk er de lidt stolte over niveauet for selverkendelse. Og hvorfor så ikke spare miljøet for det papirspild? Det er tilsyneladende helt legalt at have for travlt til at læse avis – derhjemme, vel at mærke. For vi påstår stadig, at vi læser aviser; vi holder dem bare ikke selv.

Lad os lige få styr på fakta
I 1945 var der 123 dagblade i Danmark. Nu er der ca. 30 tilbage. Og det er gået hurtigt ned ad bakke de sidste 20 år:

I 1990 solgte de fem landsdækkende dagblade (EB, B.T., JP, Pol., Berl. Tid.) på hverdage tilsammen godt 900.000 eksemplarer dagligt – i dag er antallet ca. 550.000. Nedgangen har ramt alle kategorier: Morgenaviser, formiddagsaviser, regionale og lokale dagblade, men især B.T. og EB. I slutfirserne solgte begge aviser dagligt mellem 220-250.000 eksemplarer. All time high var d. 27/6 1992 (dagen efter EM-triumfen i Göteborg), hvor begge solgte over 300.000 eksemplarer – i dag sælger de under 100.000.

Faktisk er der kun tre aviser tilbage med et oplag på over 100.000 i hverdagene: JyllandsPosten (128.920), Berlingske Tidende (112.983) og Politiken (109.588). De har alle tabt ca. 20.000 eksemplarer i oplag bare de sidste fire år. Selv søndag, som traditionelt er den store avisdag, bliver der nu solgt under 1 mio. aviser.

Dog har tre nicheaviser, nemlig Dagbladet Børsen (72.347), Information (21.768) og Der Nordschleswiger (2.331) formået at skabe stigende oplag. Og indtil for et år siden fulgte Kristeligt Dagblads (25.458) kurve med op. Det er altså især omnibusaviserne, der bløder – det vil sige: De store dagblade, der skal være alt for alle.

Forklaringen ligger ligefor: Jo skarpere profil, desto flere NYE disciple. Men der er i sagens natur et loft for, hvor mange læsere en niche-avis kan få. Spørgsmålet er, om det ville resultere i (yderligere) læserflugt eller det modsatte, hvis en af de store morgenaviser skar profilen ind til benet? Forestil dig Kultur-Politiken – hvor erhverv, politik og udland var reduceret til notitser på de to bageste sider. Eller et B.T. med to daglige sektioner plus et tillæg – alt sammen om sport, sport og atter sport.

(Kilde: Historiske data samt tal fra Dansk Oplagskontrol)

Det er ikke jammer det hele. Og dog
Det højst mærkværdige er, at mens oplagstallene daler for omnibusaviserne, så stiger deres læsertal! Hurtig hovedregning afslører, at vi i højere grad end tidligere deler vores papiravis med andre mennesker.

Det kan hænge sammen med, at vi læser aviser på arbejdet – hvor vi jo i modsætning til hjemme har god tid(?!). Men det kan også have en helt anden forklaring: Vi føler, vi har læst avisen. Dels fordi de enkelte dagblade er stærke brands, dels fordi vi rent faktisk har læst dem. På nettet altså …

Objektivt set kan dette være en bombe under de gældende annoncepriser, for hvad betyder det, hvis en læser af avisen ikke nødvendigvis er lig med en læser af den fysiske avis?

Omvendt kan aviserne glæde sig over, at netlæsere løfter det samlede læsertal, for sammenfaldet mellem netlæsere og læsere af den fysiske avis er ret begrænset. Fx læser 637.000 danskere dagligt EkstraBladet på papir ELLER på nettet – kun 52.000 læser begge dele. Og billedet er generelt: B.T: 485.000/21.000, Politiken: 499.000/22.000 og Berlingske Tidende 370.000/13.000.

Det beklagelige for aviserne er, at hvert abonnement, der bliver opsagt, kræver op til 100 nye læsere på nettet for at få samme indtjening. Måske er det tid til at revurdere nettets annoncepriser?

(Kilde: Index DK/Gallup Marketing/Mærke lang (R) 1H 2008 + World Association of Newspaper)

Hvad er det egentlig, man får for pengene?
Eftersom det meste af avisen er tilgængelig på nettet ganske gratis, har man opfundet en mængde services, der er forbeholdt ”rigtige abonnenter” (= papiravis syv dage om ugen):

Gratis adgang til artikeldatabasen … på nettet (!?!?). Rabat på rejser, biograffilm, koncerter, udstillinger, sportskampe og udvalgte restaurationer. Samt yderligere rabat i avisernes veludviklede netbutikker, med alskens uundværligheder til nedsatte priser.

Gennem typen af arrangementer og varesortiment kan avisen så brande sig selv og forhåbentlig bekræfte abonnenten i, at man er medlem af den helt rigtige klub. Således er det næppe tilfældigt, at man som abonnent hos Berlingske Media kan opnå rabat på et tårn prima kvalitet pejsebrænde (man er vel husejer). Eller at Politiken tilbyder støttestrømper til flyveturen – nu hvor kosmopolitterne er kommet lidt op i årene.

Men er fordelsklubben virkelig svaret på at skaffe nye kunder og skabe loyalitet? Eller skal den bare redde indtjeningen på noget andet end avis- og annoncesalg?

Har de sovet i timen?
For tre år siden satte Danske Dagblades Forening den storstilede kampagne Avistid i søen. Den skulle lære danskere at læse avis igen – de rigtige i papir. En vigtig faktor her var ”avisens ritualværdi”. Argumentationen lød: ”Kan man få flere danskere til at gøre avislæsning til et fast ritual, vil dagbladslæsningen kunne øges meget markant.”

I en tid, hvor det er svært at nå frem til ritualer om selv basale ting som madlavning og måltider, er det en optimistisk strategi. 40 mio. kr. og fire meget lange, meget smalle kortfilm senere, kan vi nok også blive enige om, at kampagnen var en begrænset succes.

De dage er ovre, hvor aviserne kan opdrage os til noget som helst. De mistede autoriteten, da de ikke længere havde patent på informationerne. Og i dag har vi alle muligheder for at danne vores helt egen private holdning.

Man kan desuden undre sig over, at samtlige kampagneelementer henviste til hjemmesiden, hvorfra førnævnte film skulle ses/downloades. Overså DDF truslen fra internettet – herunder fra deres egne netaviser?

Om ti år er der ingen papiraviser – eller?
Lad os kigge på musikbranchens oplevelser det sidste årti. Mens pladefolkene spekulerede over, hvilket spændende medie, der med tiden skulle afløse cd’en, fandt kunderne selv ud af at lave de portaler på nettet, hvor man kunne downloade musikken i et mere anvendeligt format. I starten var pladefolkene ikke for alvor bekymrede: Det at eje en skive med tilhørende booklet og cover blev betragtet som så fedt, at der ikke var grund til alarm. Nu er begge dele digitale, så vi let kan tage dem med os.

Heller ikke det digitale foto blev spået større fremtid, da teknologien kom frem. Hele ritualet omkring det at gå til fotohandleren; hente de fremkaldte billeder, med spænding åbne omslaget og se de som regel uskarpe, pudsigt beskårne motiver og betale et par hundrede kroner for hele herligheden, var jo et uundværligt indslag i livet. Not.

De digitale platforme og i særdeleshed nettet kan noget, som papiravisen ikke kan: Det giver mulighed for at opdatere nyhederne, så de altid er aktuelle. Desuden skaber det langt større dybde; du kan altid klikke dig videre – i modsætning til papiravisens baggrundsartikel. Nettet kan vise levende billeder. Og allervigtigst: Det kan interagere gennem læseres og journalisters blogge. Som beskrevet i Konversation #4, så er der faktisk ret mange danskere, der blogger – en del af dem om opsigelse af deres avisabonnementer.

JP2 – fremtidens avis?
Den mest fremsynede spiller på banen i denne henseende er JyllandsPosten. De er gået så langt, at der på jp.dk skelnes mellem Den trykte avis og Fremtidens avis, nemlig JP2. Fremtiden tilhører tilsyneladende ikke Mac-brugere – i hvert fald kan de et år efter lanceringen stadig ikke benytte JP2.

JP2 er en digital betalingsavis. Der er tale om et program, der downloades, og som leverer en altid opdateret avis. Lidt som RSS-feed – bare lækrere at kigge på og med bedre mulighed for annoncering. Platformen fungerer faktisk udmærket på Mac for en række amerikanske aviser – bl.a. New York Times. Hvilket er ret fornuftigt, eftersom Mac-brugere ofte er trendsettere ift. nye medier.

Men er det virkelig her, fremtiden ligger? Er der tilstrækkeligt ekstra fordele ved JP2 ift. jp.dk til, at læserne er parate til at betale 2.689 kr. for et årsabonnement? Det giver adgang til en digital version af dagens JyllandsPosten, uanset hvor i verden, du befinder dig. Du belaster miljøet mindre. Og du kan læse, gemme, forstørre og kopiere den, lige så tosset du vil. Det kræver bare, at du har en computer i nærheden.

Man kan jo ikke tage netavisen med på toilettet
En af grundene til, at papiravisen er så elsket, er, at man kan tage den med sig. I toget, i flyet, i kantinen og naturligvis på tønden. Helst i nævnte rækkefølge. Efterhånden som det trådløse og det mobile internet bliver mere udbredte, er muligheden dog til stede for at tage netavisen under armen. Mobilavisen er bare lidt for lille og computeren lidt for tung. Men det er der snart råd for.

Allerede til næste år kommer firmaet Plastic Logic på markedet med en ultratynd plastikskærm, som nyheder og avisartikler kan indlæses i. Det hele foregår trådløst, pr. abonnement, og e-avisen kan opdateres i løbet af dagen, når der kommer nye historier.

Det ligner altså på nogle punkter dit gamle hjemmeabonnement, men e-avisen ligger klar på morgenbordet, når du står op, og den fylder ingenting i tasken, hvis den skal med på arbejde. Formatet er fornuftigt, og du kan tage den med dig i flyet uden at genere radiosignalerne.

Også annoncørerne har grund til at elske e-avisen, for de kan nøjes med at adressere de læsere, som rent faktisk er i målgruppen.

Ikke noget dårligt bud på fremtidens avisplatform, selvom vinderen nok vil opfylde flere funktioner (kamera, telefon, pc, betalingskort, spilkonsol).

Én stemme i mange kanaler
Når oplagene af papiraviser skrumper, er der god grund til at give den gas i andre kanaler: net, feed, net-tv, mobil-nyheder, mail-nyhedsbreve – ja, selv fordelsklubber. Berlingske Media har allerede taget første skridt og omdøbt sig selv til mediehus, i stedet for bladhus.

For jo flere berøringsflader læseren har med avisen, jo større loyalitet skaber det. Hvis det vel at mærke er det samme produkt, læseren møder: Ofte er der nemlig vidt forskellige indtryk af en avis’ papirudgave og netudgave. Og derfor kan læserne være vidt forskellige. En profilgrød, som bliver problematisk ikke mindst for annoncørerne.

Avisernes internetredaktioner har for længst gjort op med de traditionelle daglige deadlines – deadline er, når nyheden uploades til nettet. Det handler om at være først. Kan de traditionelle redaktioner spille med på de præmisser, og kan alle skel mellem avisens kanaler nedbrydes, så kan man skabe nogle kvalitetsprodukter og tjenester, som det er ret svært at undvære.

Som man måske endda er parat til at betale for.

Må jeg LIGE be’ om ordet
På dette tidspunkt er der så en i selskabet, der rømmer sig og trækker luft ind. Nu må det ud. Som butikschef i den profilerede del af dansk detailhandel kan han se, hvorledes forbrugerne bli’r taget i hoved og r.. på nettet. Ting når ikke frem. Det er umuligt at bytte. Reparationer og garanti er en by i Rusland. Man får jo ingen service i en webbutik, vel??
Og – hvor mange handler reelt på nettet, når det kommer til stykket? Se, det sidste kan der svares ret præcist på:

Mere end halvdelen af danskerne handler på nettet i dag
Nethandel har taget tilløb i nogle år, men nu ser det ud som om, den berømte ketchup-effekt har indfundet sig.
59 % af alle voksne danskere har prøvet at købe varer og/eller tjenester på nettet inden for det sidste år. Heraf har hver anden handlet inden for de sidste 3 måneder. Danskerne foretrækker at handle på danske hjemmesider. 88 % af dem, der har købt varer via nettet, har handlet dansk. 34 % har handlet inden for EU, medens kun 15 % har købt på udenlandske websites uden for EU. De mest populære vareområder er: Rejser. Billetter til underholdning. Tøj, sports- og fritidsudstyr. Og på 4. pladsen dvd-film og bøger.
Og hvem er det så, der svinger betalingskortet? Primært de 20-39 årige (80 %), københavnere (65 %) og mænd (63 %), men kvinderne haler kraftigt ind på mændene (55 %)  Der er stor forskel på de indkøb, der foretages: Kvinder køber oftest rejser (51 %), billetter til underholdning (48 %) og tøj/fritidsudstyr (47 %) og i mindre omfang bøger (31 %), film/dvd (26 %) og mobiltid (20 %). Mænd køber rejser (50 %), billetter til underholdning (48 %), film/dvd (40 %), elektronik (36 %), tøj/fritidsudstyr (35 %), software (32 %), bøger/aviser samt computerhardware (29 %). Og mændene handler også langt hyppigere på udenlandske sites! Jobmæssigt handler 8 ud af 10 studerende, funktionærer og selvstændige på nettet. Kun lavere funktionærer (62 %) og personer ude af erhverv (30 %) trækker snittet ned.

Overraskende?
Det er overraskende at se tøj og sportsudstyr så højt placeret. Især tøj er traditionelt forbundet med den fysiske indkøbsoplevelse og omtales af folk med marketingbaggrund som ”emotionelt betinget købsproces”. Det oversætter vi til: ”Hvordan ser jeg ud i spejlet i den her”. Det er, som bekendt, svært at se på nettet. Men det afskrækker åbenbart ikke dagens købere. Måske fordi det efterhånden er sådan, at nettet opleves som blot en ekstra shoppingmulighed, som tilmed er bekvem: Det er nemt at bestille tøj hjem både fra ind- og udland. Og det er nemt at returnere det, man alligevel ikke vil have.

Online kontra offline? Eller bothline
Skal man fortsat se nethandel som en trussel mod den fysiske butik? Vi har valgt at vinkle det således: Nethandel kan noget. Fysisk butik kan noget andet. Og måske kan den klassiske detailhandel hente inspiration fra webhandelen, nu hvor danskerne for alvor er begyndt at handle dér. Og webhandelen kan omvendt lære en del købmandskab af detailhandlen.
Vi har kigget på nogle af de ting, der driver danskerne på nettet. Og på, hvad der holder dem væk. Vi starter med det sidste:

Barriererne. Som de opleves i dag
63 % af dem, der fravælger nethandel, gør det, fordi de ikke oplever et reelt behov. Herefter er der et ordentligt spring ned til næste indvending: Ønsker at se varen inden køb. Kun 5 % angiver sikkerhed ved betaling som et oplevet problem.
Det kunne jo så betyde, at hvis man vil optimere netdelen i sin forretning, bør man kigge på oplevede forbrugerbarrierer i den fysiske butik, som måske kan løses via nettet (begrænset åbningstider, rådgivning, kø, myldretid, spidsbelastninger, tidsrøvere, ønsker om rabat m.m.). Det kigger vi så på her:

”Jeg vil tale med en, der har forstand på det”
Naturligvis. Og her har en webbutik mulighed for at sikre, at den der sidder klar til kunderne, rent faktisk har forstand på de varer, det handler om. Den slags kan man ikke altid styre i det virkelige liv, specielt ikke hvis der er juleassistancer eller nye, uerfarne medarbejdere i butikken.
”Warm websites”, dvs. webbutikker, hvor der sidder rigtige mennesker klar til at gå i dialog med kunderne, bruges allerede af rejsebranchen, mobilbranchen og virksomheder, der er vokset op med nettet som afsætningskanal (Dell, fx).
Her et link til Nykredit der har taget ideen til sig, og har mennesker klar til at besvare spørgsmål om lån, økonomi og den slags.
Og her er link til Startours ”bestil rejse” side, hvor man kan få mere at vide om rejsemål, inden man beslutter sig.

Det er værd at huske, at nettet er dejligt befriet for geografiske udfordringer, for den alvidende online-ekspedient kan sagtens betjene spørgelystne kunder fra Åkirkeby, Roskilde og Slagelse - samtidig.

”Express Yo’self”
Som NWA rappede, og som tendensen er i dag: Vi vil til orde. Vi vil udtrykke os. Vi vil være unikke.
Produkter til den slags behov er i sagens natur umulige at masseproducere, men er realiserbart, hvis man har styr på de bagvedliggende produktionslinjer.
I Nike’s webshop har man længe kunnet ”customize” sin løbesko, så der kun er dén i hele Eremitageløbet. Og Nike opnår fordele, selv om kunden ikke køber noget. Så har man nemlig siddet og “rodet” med og drømt om Nikes produkter i ret lang tid og den eksponering kan ikke købes for penge offline.
På det lidt mere praktiske plan, kan man fx i Apple-shop sammensætte sin egen computer, og på Skoda-auto.dk kan man såmænd bygge sin egen bil…”yeah, hvidt tag og 15” sportsfælge”.

”Er De sikker på den er købt her?”
Måske er der handlinger, man ligefrem gerne så flyttet væk fra butikken? Her taler vi naturligvis om klager.
Klager er noget bras, især hvis de foregår højlydt, mens butikken er fyldt med mennesker.
Det er også skidt, hvis det ikke lykkes at finde en løsning.
Især fordi utilfredse kunder af en eller anden grund elsker at eksponere deres utilfredshed vidt og bredt. ”Tilfredse kunder siger det til tre, utilfredse til 3000”.
Online klagemulighed har flere fordele, blandt andet at man kan sikre, at det er de kompetente medarbejdere, som behandler klagen – og at forbrugeren kommer med alle relevante oplysninger.
Hvordan man gør den slags? Det har Forbrugerstyrelsen meget passende en holdning til.

Tid er penge
I Storbritannien er der godt gang i salget af dagligvarer over internettet. I modsætning til i Danmark har alle de store supermarkedskæder internetsalg, og det vokser med 35 procent om året.
Iflg DR oplever forbrugerne, at de rent faktisk sparer ved at handle på nettet hos fx Tesco, idet de så ikke falder for impulskøb.
De oplever også, de sparer tid. Hvor en indkøbstur i myldretiden godt kunne tage et par timer inkl. transport, kan bestilling på net klares på et kvarter.
Herhjemme er der ikke rigtigt gang i dagligvarehandelen fra de større kæder. Det nærmste, der synes at rykke lige pt, er services, hvor man afhjælper det store spørgsmål der melder sig hver dag: Hvad skal vi ha’ til middag.
Hvis man går med planer om også at bruge nettet til at sælge dagligvarer, bør man tænke over, hvad nettet især er godt til: Man kan fx benytte tracking af indkøbsvaner og dermed skabe nogle interessante skræddersyede abonnementsordninger til kunderne, der matcher individuelle behov og sikrer loyalt indkøb af dagligvarer uge efter uge efter uge. Udover at hjælpe med de kedelige, rutineindkøb, vil det også give overskud hos kunderne til at kigge på butikkens mere ”eksotiske” varer.

Plussalget sat i system
Ethvert salg fører til et nyt. Eller rettere, burde gøre det. Kjolen skal da lige ha’ et tørklæde, der passer. Computeren skal ha’ lidt mere RAM og nogle nye programmer. Bilen skal da’ ha nogle måtter og en GPS’er, ikke sandt? I en god webbutik går den slags nærmest automatisk. I sin enkleste form som hos Amazon, hvor man får anbefalet beslægtede køb før check-out.

Via tracking er det så muligt på sigt at opbygge viden nok til at kunne anbefale kunden noget allerede ved ankomst. Der er dem, som ville løbe skrigende væk ved disse tilbud. Mens andre …

Har man både online og offline butikker, bør man arbejde bevidst med de fordele det kan give.
Fx kan kunden spare forsendelsesomkostninger ved at hente varerne i den nærmeste butik. Når kunden tropper op for at hente varerne, bør ekspedienten have sat sig ind i ordren og mersælge relevante produkter, eller lige smide et par sokker i uden beregning og dermed skabe en uventet og unik positiv oplevelse for kunden.
Den anden vej rundt kan man gøre en offline handel færdig online, hvis man fx har fået nogle varer med hjem, som lige skal have ”hjemmestyrets” velsignelse, så kan man på nettet bekræfte, at man beholder alle varerne og godkende betalingen. På den måde sparer man endnu en tur ned i butikken og oplever at få en rigtig god service. Tilsvarende kan man fra butikken følge op på det gennemførte køb og sikre at kunden er glad for sit nye produkt, og dermed sikre at der er fuld tilfredshed!

Loyalitet mens du handler
I en normal forretning samler kunden sine varer sammen, betaler og går hjem. I en veldrevet webbutik, er der mulighed for at være helt anderledes oppe på dupperne, når det gælder om at please kunderne.
Man kan fx arbejde med interaktiv rabat, som hos cdon.com, hvor allerede et køb til fuldpris udløser tilbud.

Andre butikker giver automatisk 5-10 % af købesummen retur på et ”fysisk” gavekort, som sendes ud til kunden sammen med varerne. Gavekortet havner typisk på køleskabet med en magnet og minder dagligt kunden om butikkens eksistens og brænder som løse penge i lommen.

Og sådan ku’ man blive ved.
Vi vil slutte med en lille rodekasse af ideer, som forhåbentligt kan inspirere til selv at tænke videre. Tiden er jo ikke til luftkasteller og tågede eksperimenter, men til at rette fokus på hvordan, man får mest udbytte af de ressurser, man har:

”Betjening med det samme”. Mange af os har prøvet at vente i halve timer før det lykkedes at få øjenkontakt med en ekspedient. Kan travlhed vendes til en win-win situation? ”Undskyld du må vente, her er et kort med en kode, indtast den på vores website, så er der 5 % rabat på dit næste køb i butikken.

Leder du efter en gave? Har du ingen ide om, hvad din nevø på 12 ønsker sig? Prøv vores interaktive gaveguide og få forslag, der måske kan hjælpe dig. Det er sådan noget, man ikke rigtigt har tid til ude i butikken, specielt ikke lige før jul.

Panik før lukketid? Mænd, julegaver = katastrofe. En helpline for mænd, der har brug for at få hjælp til julegaven til konen.
Man kan også forestille sig at give kvinderne mulighed for at sende links til mændene direkte fra butikken. Jeg ønsker mig den og den og den og den. Så skal mændene bare kigge på tingene online og vælge en af dem – så er både farve og størrelse også rigtig.

Og du vil godt ha’ pakket dem ind?
En medarbejder i fx Matas skal arbejde i mange minutter, før en gave er pakket ind. Fint nok på en almindelig hverdag, mindre godt i december.
Her vil en mulighed for at bestille, betale og få sendt hjem online være rimeligt attraktivt.

Forklaringer kan der være mange af. Den mest oplagte er, at penge har bevæget sig fra at være et luksusgode til allemandseje. Når ”man” ikke talte om penge, var det underforstået at ”penge, det er noget man har”. Hvilket dengang kun var tilfældet for omkring de mest velbjærgede 10-15 % af befolkningen.

”Jamen, her i landet kan vi jo tale om ALT…”
I dag er pyramiden vendt på hovedet, og det var indtil for ganske nylig kun få i Danmark, som ikke havde råd til fladskærms-tv, charterrejser og lørdagsculotter.
Mange af dem, der engang havde penge, er nu blanket af og må fremvise deres herresæder mod betaling eller omdanne dem til kursussteder. 80’ernes yuppier og guldflippere var med til at gøre det normalt at tale om penge i alle sammenhænge, også selv om man naturligvis tog afstand fra deres blærede livsstil i øvrigt. Og desuden har vi allesammen lært i børnehaver og fritidsordninger, at man kan tale helt frit om ALT: sengevædning, forældresex, frygt for børnelokkere, lommepenge. Kort sagt, banen har været kridtet op i årevis og penge er nu det naturligste samtaleemne i verden.
Det har vi samlet en række eksempler på.

Hår på brystet?
Man kan påstå, at realkreditlån og diverse konverteringsbølger var noget af det, som for alvor gav ”penge” en topplacering som konversationsemne.
Man kan også påstå, at realkreditlån efterhånden kan siges at nærme sig begrebet livsstilsprodukter. Ganske som man ifører sig en (blytung og alt for varm) Canadian Goose jakke for at signalere macho outdoor lifestyle, kan man vælge et 1-årigt flexlån for at signalere at man 1) har is i maven og ikke er en tøsedreng 2) har råd til at tage tabet, selv om renten skulle fucke fælt op 3) har tilstrækkelig indsigt i økonomi til at vide, at udsigterne til stigende renter er små.
Og vupti, pludselig er det lån, man vælger, med til at tegne konturerne af ens personlighed. Hvilket igen gi’r ham med flexlånet mulighed for at håne ham med det fastforrentede 6 % for at være en sikkerhedssøgende bangebuks. Så er vi tilbage i skolegården igen.

Lønfortrolighed? En by i Rusland!
I gamle dage i 1990’erne var løn noget, der forblev mellem chef og ansat (og lønningsbogholderiet). I dag diskuterer man sin løn til højre og venstre. Både den regulære løn, diverse frynsegoder, pensionsbidrag, antal af omsorgsdage og den slags bli’r lagt frem og sammenlignet med de kolleger, man gider diskutere den slags med. Dels af nysgerrighed, dels som sikkerhed for ikke at blive snydt – og endelig kan en solid forhøjelse jo være praktisk at vifte om næsen på kollegerne (æv bæv se hvor meget jeg er værd).

Uh, den kostede godt nok 256.000 den Kvium
Det var førhen også meget dårlig stil at fortælle, hvad man havde betalt fx for et kunstværk. I dag er det simpelthen en måde at indlede en samtale på, og det er helt naturligt at følge op med, hvordan man regner med at netop dette Kvium med den galdegrønne afklædte kvinde med hængebrysterne vil stige til det 10-dobbelte inden for en overskuelig årrække.
På den måde opfylder man to formål på en gang: Man får demonstreret at man har tjek på det kulturelle og er i stand til at læse andet end de tørre talkolonner bagest i Børsen. Og samtidig får man vist, at man sagtens kan kombinere kultur med god forretningssans. For det er alt andet lige lidt smartere at investere i noget, der har bevist sin værdi, frem for at håbe på at det besynderlige smøreri af ”den unge lovende XX” nogensinde vil blive mere værd end de 5.000 kr., det er til salg for lige nu.

Fedt køkken. Hva’ har I givet for det?
Køkkenet er nok de seneste års mest rendyrkede eksempel på, hvordan man kan iscenesætte sig selv, sin familie, sine værdier og, ikke mindst, sin økonomi. I takt med at hverdagen opleves mere hektisk, perfektionskravene øges, og vi alle forventer 120 % succes i alle livets forhold, så er køkkenet gået hen og blevet übermarkøren på, om vi nu også er lykkedes med vores livsprojekt.
Og det er ikke kun et spørgsmål om at købe dyrest muligt, derfor skal man tænke sig godt om, før man svarer på, hvad det har kostet. Køkkenet er nemlig blevet symbolet på, om man dur som menneske:
Har man overvejet prisen i forhold til afsavn på andre fronter?
Har man indtænkt venners børn og hunde = er man overskudsmenneske eller det modsatte. Udviser man mod og originalitet eller har man den samme alt for dyre røde Kitchen Aid blender, som alle andre?
Og har man personligt mod nok til at fravælge den massive mahogni fra den truede regnskov og i stedet vælge den mere ydmyge skovfyr fra Södertälje?

12.500 for den fladskærm? Det må du ku’ gøre bedre …
Før i tiden var det kun noget, man hørte om, når danskere havde været i Marokko eller andre eksotiske steder: Altså det med at prutte om prisen.
I dag behøver man kun tilbringe ganske få minutter i en forretning med langvarige forbrugsgoder for at høre danskere forsøge sig i prutningens ædle kunst: ”Hva’ hvis jeg nu betaler kontant …”, ”Ja, jeg kan jo få den mindst 25 % billigere på nettet …” og andre friske forsøg.
Går den, så går den, og det gør den som regel. Det er i hvert fald pænt svært at forlade en dansk detailhandler i dag uden at have fået et godt tilbud i betalingsøjeblikket.

Hvor meget bruger I på mad?
Helt traditionelt, tilbage dengang hvor konen fik husholdningspenge af manden, var dette spørgsmål total irrelevant. Far bestemte, hvad mor skulle ha’, sådan var det bare. Og for den gode og sparsommelige husmor blev det en dyd at få pengene til at slå til – om det så skulle indebære grøddage og andre rædsler.
I dag hvor begge arbejder og ansvaret flyder, er der helt anderledes frie tøjler til at bruge løs. Og selv om danskerne stadig er et af de folk i Europa, der bruger procentuelt mindst på fødevarer, så bli’r det da til penge.
Erhvervskvinder og -mænd lader sig hellere end gerne interviewe om, hvad de køber i supermarkedet og hvad de sådan cirka bruger til mad & drikke pr. måned. Og har disse mennesker behov for at signalere økonomisk ansvarlighed, er det da så nemt som at klø sig i nakken: ”Jo, vi køber da også bleer og lokumspapir i Kiwi”.

Hva’ har du givet for den Grüner Veltliner?
Grüner Veltliner er som bekendt en østrigsk vin (opkaldt efter druen af samme navn), der pludselig fik kultstatus for nogle år siden. Det er så dette nyhedsbrev uvedkommende, men det er prisen på Gruu-Vee ikke. Det er nemlig hverken uopdragent eller upassende at spørge ind til, hvad værtsparret har givet for den, når den nu bli’r hældt i glassene til den thai-inspirerede forret. Det er tværtimod en åbning, som vil give værten mulighed for at 1) demonstrere vinekspertise ved at udbrede sig om, hvilke alternativer der var i spil 2) demonstrere indsigt i hvor man finder den rette produktsparring i detailleddet, alternativt hvor på nettet man med fordel kan handle vin 3) demonstrere godt købmandsskab ved at fortælle, hvor meget han fik presset prisen.

Vi håber, du har fået ammunition til at byde ind med et par økonomiske godbidder næste gang parmiddagssamtalen lander på det emne. Ellers må du jo selv hjælpe samtalen på vej: ”Lækker hummer. Hvad måtte I gi’ for den?”.

I dag er det jo sådan, at skal man finde noget, starter man næsten altid på nettet. Uanset om det handler om at finde forhandler, sammenligne priser, tjekke specs eller se de seneste designs.

Det folk søger efter, fortæller en masse om, hvad der rører sig i tiden.

Derfor er Googles nye værktøj ”Google Insights for Search ” interessant for alle, der på en eller anden måde er i berøring med de danske forbrugere. Det nye værktøj giver nemlig mulighed for at se, hvad der søges på, når danskerne går på nettet. Det var bl.a. her vi fandt ud af, at sommeren er højsæson for søgning på gummistøvler, og at københavnerne er dem, der søger mest på netop det.

En søgemaskine til søgemaskinen
Kort fortalt er Google Insights for Search et værktøj, hvor man kan få lov at søge i statistikken for søgninger foretaget på Google i hele verden. I søgningerne kan man tage udgangspunkt i “søgeord”, “geografi” eller “tidsinterval”. Desuden kan man filtrere søgningerne efter samme emner samt “kategorier”. Der er mulighed for at søge på op til 5 emner ad gangen, og sammen med resultatet vises “top søgninger” og “stigende søgninger”, som er relateret til emnet.

Servicen er endnu på beta-stadiet, så interfacet er på engelsk, og det smitter blandt andet af på kategorierne, men det er forventeligt, at der løbende vil ske opdateringer af såvel interface som sprog.

Hvem bruger Google? Alle!
Ifølge Danmarks Statistik (”Befolkningens it-færdigheder 2007″) har 83 % af den danske befolkning adgang til Internettet fra hjemmet (9 ud af 10 via bredbåndsforbindelser). I Danmark sidder Google (næsten) fuldstændigt på søgemarkedet. Ifølge Digital-frontier.dk foretrækker hele 94 % af danskerne at bruge Google til søgninger på nettet. Så det er ikke helt urimeligt at sige at de tendenser, der viser sig på Google, beskriver tendenser i Danmark. På verdensplan er tallene noget anderledes, men Google er også markant den største spiller worldwide.

Oraklet fra Delfi?
Ikke helt. For der er en del ting, vi ikke kan få at vide. Vi kan få noget at vide om geografi – fx om sønderjyder søger mere efter “trailere” end fynboer. Men vi kan ikke få noget at vide om alder, køn, uddannelse, indkomst eller lignende. Eller hvorfor. De statistiske resultater kan vi få, men konklusionerne må vi selv drage, og her skal vi være forsigtige.

Forsigtige fordi grundlaget udelukkende er online-søgninger. Bevares, online-adfærd siger en del om brugernes øvrige adfærd, men der er mange forskellige grunde til at søge. Og forsigtige fordi et enkelt søgeord kan have mange årsager/sammenhænge. Tager vi fx “trailer”, så viser “top søgninger” relateret til “trailer” at det, der bliver søgt mest på, er “movie trailer” og at “Brenderup trailer” kun bliver søgt halvt så mange gange.

Hvad kan det så bruges til?
Der er masser af forbehold, men faktum er at ”Google Insights for Search” ligner begyndelsen på noget interessant. I det følgende kan du se nogle eksempler på, hvordan du kan bruge det i praksis. Og trykker du på linket ovenfor, kommer du direkte til søgemaskinen.

God fornøjelse.

Hus og hjem. Hvad er det egentlig, der interesserer?
Måske er du ejendomsmægler. Måske indretningsarkitekt. Måske sælger du møbler. Uanset hvad, så kan det være sjovt lige at tage en pejling på, hvordan verden ser ud ifølge Google Search.

Et begreb som ”forældrekøb” er jo både dømt ude og inde og ude igen af medierne. Så hvad siger Google?
Man kan se, at der rent faktisk er tale om et veletableret begreb, som altså ikke kun er et ejendomsmægler-fagudtryk. Ellers ville søgeordet slet ikke dukke op.

Så kan man se, at folk der bor i Roskilde er dem, som hyppigst søger på begrebet – tæt forfulgt af Frederiksborg Amt og København.

Men hvad med et andet hot item, der blev udråbt til det helt store inden for boligindretning for nogle år siden – Feng Shui. Blev det den store succes, som det blev udråbt til? Tilsyneladende ikke. Efter en gevaldig peak i 2004 har der stort set ikke være søgt på emnet. Og tilsyneladende var det kun i København og Århus, at interessen for Feng Shui var registrerbar.

OK, men hvem er det så, der køber ”elevationssenge” – eller rettere søger efter dem? Det er sjovt nok Frederiksborg Amt, Fyn og Vejle, der topper her.

Mens dem i Storstrøms Amt og Sønderjylland er mest på tasterne for at finde den nærmeste BIVA.
Interessen for retro-fænomenet ”ryatæppe” synes heller ikke at være voldsom. Kun 2 registrerede søgninger er det blevet til siden 2004.

Sandheden om biler?
En ting er, hvad folk søger efter. En anden hvad de køber. Danmarks mest googlede bilmærke i de seneste 12 mdr. er Audi, mens den mest solgte bil i første halvår faktisk er en Skoda Fabia, og det sidste får vi så ikke at vide af Google.

Vi kan til gengæld se, at interessen for at søge på biler daler mærkbart i december. Det er jo måneden, hvor bilfolk traditionelt vrider deres hænder og får dommedagsrynker i panden. Måske bør man bare indse, at slaget i december er tabt på forhånd – med mindre man har erhvervssalg for øje – og så gemme krudtet til de måneder, hvor det hele ikke går op i gran, nisser og blævrende sylte.

Så er der jo Euro NCAP, hvor en manglende stjerne kan ødelægge nattesøvnen i marketingafdelingen. Men er det noget, der googles efter? Faktisk giver en søgning på Euro NCAP så få resultater, at det næsten ikke er registrerbart – og de få søgninger, der er, kommer fra København. Måske fra motorjournalisterne? (Et meget teoretisk gæt).

Omvendt ved man naturligvis, at ”sikkerhed” er en høj prioritet hos bilkøberne, så her skal man lige finde det berømte gran salt frem.

Fladskærme. Hvad vil vi vide?
Et eksempel: Du har et parti fladskærms-tv og overvejer nu, hvad du skal slå på. Fladskærmene har 4 HDMI-indgange, men fatter folk overhovedet, hvad HDMI er?
Vi søger: ”Fladskærm”, ”HDMI” og ”Blu-ray” som kontrol. Periode: Seneste 12 mdr.

Og hvad ser vi: HDMI er bestemt noget folk søger på. Der er altså en vis interesse, og det giver formentlig mening at inkludere det i salgsargumenterne. Til sammenligning ligger Blu-ray altså en del lavere, og en hurtig konklusion kunne være, at Blu-ray nok først går mainstream om tidligst 6 mdr.

Vi ser også, at interessen topper omkring december, hvilket jo både kan indikere julegave og research til udsalg.

Hvad er det, de unge vil ha’?
Ud fra avislæsning kan man nemt få det indtryk, at Facebook er det mest populære site blandt unge. Lidt ligesom det sidste år hed sig, at Second Life var stedet, hvis virksomheder skulle gøre sig håb om en fremtid i det, der dengang stadig hed ”Cyberspace”.

Her ser vi (jan. 07 til jul. 08):

Facebook vokser stadigvæk, men faktisk har det danske ungdomssite Arto indtil februar 2008 været mere populært. Vi ser, at Arto peaker markant i januar, og den trænede avislæser vil selvfølgelig straks afkode et sådant peak med: Skandale.

Og ganske rigtigt – det var lige i den periode, at en elev blev smidt ud af en nordsjællandsk skole, fordi han havde hængt en lærer ud på Arto med prædikatet ”pædofil”. Det sidste får vi dog ikke svar på her. Vil man i dybden, må man ty til andre databaser, som koster penge. Infomedia, i dette tilfælde.

Og Second Life? Tja… Second Death?

Julen er detailhandelens fest …
Du havde det sikkert på fornemmelsen – nu kan du se det sort på hvidt: På intet tidspunkt er der flere inde på de store detailkæders hjemmesider end de sidste 14 dage i december. År efter år efter år er mønstret det samme.

Man kan ikke handle ret meget online hos dem, så hvad søger folk efter?

Meget, meget enkelt: Åbningstider. Og opskrifter. Og samkører man ”opskrifter” og ”and” over årene, er kurveforløbet identisk.

Omvendt kan man se, at ejendomsmæglerne oplever årets lavpunkt rent søgemæssigt netop på dette tidspunkt. Jep, år efter år dykker december mærkbart.

Det er selvfølgelig interessant at konstatere, men måske endnu mere interessant at fundere lidt over, hvad man skal bruge oplysningerne til.

Hvad gør den driftige detailhandler, når han/hun nu ved, at december slår alt i hjemmesidebesøg?

Introducerer nye tiltag, som alle kunderne får øje på? Sørger for at opsamle leads? Andet? Mens ejendomsmægleren lige så godt kan indse, at han/hun kæmper en ulige kamp mod sylte, flæsk og væg til væg familiehygge. Så måske var det smartere at bruge december til at få styr på næste års strategi end at kæmpe om kunder, der alligevel ikke orker at tænke på hushandel foreløbig.

Hvad er du kendt for?
Er der sket ændring med dit varemærke, eller har folk ændret holdning? Det kan du få en lille pejling på ved at søge på dit mærke i forskellige perioder.

Vi søgte på Samsung i hhv. 2004 og de seneste 12 måneder.

Her var det ret åbenlyst, at mens mærket i 2004 primært var kendt for sine mobiltelefoner, så er firmaet i dag lykkedes med deres satsning på at blive en seriøs spiller på markedet for fladskærms-tv og andet grej til hjemmet.

Og hvad kan man så lære af alt dette? Ja, her på Sunrise har vi da lært så meget at de mest populære søgninger, hvor ”Sunrise” indgår, vedrører pornostjernen Sunrise Adams samt opskrifter på Tequila Sunrise.